Jan Vestergaard føler sig godt hjemme i sin Audi A4. Det rullende kontor har bragt den nordvestjyske sælger rundt i alle afkroge af Danmark.
Også da arbejdsløsheden ramte, var bilen et uundværligt redskab. I løbet af et år bragte den ham til 30 jobsamtaler overalt i landet.
Kun til en enkelt samtale på Sjælland tilbød arbejdsgiveren at betale benzinpenge. I gennemsnit har Jan Vestergaard brugt 1.000 kroner om måneden på at køre til jobsamtaler.
"Det er sgu mange penge at brænde af på brændstof, når du er på understøttelse," siger den 39-årige sælger fra Spøttrup i Nordvestjylland.
Kørte 800 kilometer efter job
Som Avisen.dk i dag kan fortælle, er arbejdsgiverne blevet mere fedtede med at betale kørepenge til jobkandidater i takt med krisen.
Men sådan har det ikke altid været.
"Før krisen var det helt normalt, at man fik både kørepenge og højtbelagt smørrebrød som tak for ulejligheden. Nu får du en kop kaffe og en småkage, hvis du er heldig," siger Jan Vestergaard.
I dag har han igen fået job som sælger i Jylland.
Men mens han var arbejdsløs, var han absolut ikke kræsen med, hvor i landet han søgte job.
Det blev til seks jobsamtaler på Sjælland, der hver gang føjede yderligere 600-800 kilometer til Audiens triptæller.
"Man føler sig pisset på"
Værst var det, da Jan Vestergaard kørte til jobsamtale hos et firma i Ishøj.
En tur på i alt 712 kilometer.
Da han mødte op, var firmaet gået konkurs - og chefen var pist væk.
"Så føler man sig lidt pisset på," siger Jan Vestergaard.
Den konkursramte chef ringede kort efter og tilbød ham et andet job. Jan Vestergaard sagde nej tak.
"Det er simpelt hen ikke seriøst. Det gider jeg sgu ikke være med til," siger han.