Det er ikke kun julemanden og indbrudstyve, som er på hårdt arbejde i julen.
Næsten hver femte dansker skal på arbejde i løbet af juledagene eller til nytår. Det viser en ny undersøgelse fra Analyse Danmark, skriver Nyhedsbrevet 3F.
18 procent af danskerne skal enten arbejde juleaften, 1. eller 2. juledag, nytårsaften eller den 1. januar.
Syv procent fortæller, at de skal arbejde juleaften, og ni procent må droppe champagnen for at arbejde nytårsaften.
Det er blandt andet i restaurations- og hotelbranchen, at folk må droppe familiehyggen for at arbejde, mens andre holder fri.
I 3F Hotel og Restauration er tillæggene for at arbejde i helligdagene 100 procent.
"Det er vigtigt, at man får ekstra betaling, når man arbejder på ubekvemme tidspunkter. Vi mister vores fridage, og vi holder ferie, når andre arbejder," siger Jan Mathisen, næstformand i 3F Hotel og restauration i København.