Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt
Artiklen er skrevet af
Udgivet tirsdag den 9. marts 2010, kl. 18:04
     
Mail artiklen
     
SMS artiklen
     
Print artiklen
     
Add this
Skilte ved stranden i Løkken advarer om olieforurening.
Skilte ved stranden i Løkken advarer om olieforurening. (Foto: Henning Bagger / Scanpix)

Jordskælv kan være skyld i olieforurening

30 kilometer langs den jyske vestkyst er ramt af olieforurening. Forureningen kan skyldes det flere uger gamle jordskælv.

Revnede mure og væltede fjernsyn var blot nogle af konsekvenserne af det jordskælv, der ramte Midt- og Vestjylland for små tre uger siden.

Men jordskælvet, der målte 4,7 på richterskalaen, er nu muligvis også synderen bag en olieforurening, der strækker sig fra Nørlev Strand nord for Lønstrup i Hjørring Kommune til Grønhøj, der ligger i Jammerbugt Kommune.

Det fortæller miljømedarbejder i Hjørring Kommune Viggo Larsen til Nyhedsbureauet Newspaq.

"Olien kan være fra et skib, men den kan også stamme fra jordskælvet uden for Hanstholm. I den forbindelse kan der nemlig godt være sivet olie op fra undergrunden," siger han og oplyser, at man fra kommunens side har taget prøver af olien, som nu skal analyseres af Danmarks Miljøundersøgelser.

Olien strækker sig over 30 kilometer og ligger i klumper på op til ti centimeter i diameter en til to meter ud for kysten.

"Det er selve strækningen og det, at man er nødt til at samle det op med håndkraft, der gør, at man kan kalde det en massiv olieforurening," siger Viggo Larsen.

For at fjerne olieklumperne må man nemlig skovle dem op med håndkraft og efterfølgende smide dem op i frontskovlen på den rendegraver, der kører langs stranden.

Forureningen blev konstateret sidst på aftenen i søndags, og i løbet af mandagen strømmede det til med olie. Det har dog taget af igen i dag, og fra i morgen og den kommende uges tid, vil man begynde at fjerne olien, siger Viggo Larsen, der også fortæller, at olien har påvirket dyrelivet.

"Vi har fået flere meldinger fra borgere, der har set olieindsmurte fugle. Derfor har vi bedt Skov- og Naturstyrelsen om at køre strækningen igennem og aflive fuglene. Det er bedre at aflive dem, frem for at de får lungebetændelse her i kulden og derved lider en smertefuld død."

 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.