Hells Angels lokalafdeling i Århus er blevet mærkbart mindre i den seneste uge. Nu skal Jønke rydde op i de interne stridigheder.
Blandt andet er den tidligere HA-præsident i Århus, Jimmy Nielsen, alias 'Den Fede', blevet ekskluderet, ligesom den siddende præsident, Poul, også er blevet 'released', som det hedder i miljøet. Oven i købet skulle et medlem kaldet Chopper være kommet i 'bad standing', hvilket betyder, at han er faldet i unåde.
Hovedårsagen skulle angiveligt være, at de ønskede en mildere kurs i konflikten med indvandrerbanderne.
Men nu skal et 'rejsehold' af toprockere ledet af Jønke altså rydde op i problemerne, erfarer Ekstra Bladet. Ud over Jønke deltager Jesper Kristoffersen, kaldet 'K', og rockeren Gorm, der begge er fra HA's afdeling i Aalborg.
Det var 'K', der slog en mand ihjel på Diskotek Robin i Aalborg den 12. august 2001. Nu skal han altså, sammen med de to andre rockere, rydde op i Århus.
-Newspaq