
Del på Facebook
JOURNALIST
Irene Stelling
Journalist på Nyhedsbureauet Newspaq A/S
Silkeborg Kommune sender i disse dage fyringsbreve ud til 650 medarbejdere.
Det sker som led i en 250 millioner kroner dyre spareplan.
Spareplanen blev besluttet mandag aften på et møde i Silkeborg Byråd.
I følge kommunens personalechef Frank Høy vil de prikkede få besked enten i dag, i morgen eller på torsdag.
Fyringerne rammer blandt andet ansatte i ældreplejen, da kommunen nedlægger tre plejecentre, men også ansatte i administrationen og pædagoger og lærere vil være blandt de fyrede.
Kun godt hver tredje af de fyringsramte i Silkeborg Kommune vil få tilbudt en ny stilling eller at fastholde jobbet på lavere timetal.
Der er tale om den største fyringsrunde i byens historie.
Fyringerne svarer til omkring 400 fuldtidsstillinger. Det svarer til knap seks procent af samtlige medarbejdere i kommunen.
Per Brobæk Madsen, formand for LO's Kommunale Kartel i Silkeborg, mener, at nogle af fyringerne kunne være undgået.
"I januar i år ansatte man stadig medarbejdere. Man kunne have indført ansættelsesstop allerede dengang, da man vidste, at man skulle spare. Så kunne man have beholdt flere trofaste medarbejdere, der har været ansat i 10, 20 og 30 år," siger han til Newspaq.
Til efteråret venter flere kommunale fyringer, da budgettet på skoleområdet løber fra august til august. Mindst 60 lærerstillinger er på spil.
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.