Dansk Folkepartis gruppe på Københavns Rådhus vil have alle 50.000 ansatte i kommunen til at skrive under på, at de støtter demokratiet og frihedsrettighederne.
Og lokalpolitikerne får opbakning af partiledelsen på Christiansborg. Det er nemlig et klokkeklart signal om, at kommunen ikke vil finde sig i, at medarbejderne eksempelvis går med til Hizb ut-Tahrirs demonstrationer. Det siger Carl Christian Ebbesen, medlem af Borgerrepræsentationen i København for DF til Avisen.dk:
- Det handler om at sende et klart signal om, hvad man vil og ikke vil. Som kommune bør vi vise vores medarbejdere og de foreninger og institutioner, som vi giver økonomisk tilskud, at vi vil de antidemokratiske røster til livs.
Meldingen kommer, efter at to ansatte i kommunen netop har deltaget i en af Hizb ut-Tahrirs demonstrationer.
Men hvad skal konsekvensen være, hvis de ansatte bryder med kontrakten?
- Hvis man bekender sig til antidemokratiske værdier og ønsker at afskaffe demokratiet, så kan man ikke længere være ansat i kommunen. Men jeg vil ikke være dommer over, hvor grænsen går, forklarer Carl Christian Ebbesen.
Men skal man fyres, hvis man har været med i en antidemokratisk demonstration?
- Hvis vi har en antidemokrat ansat som lærer på en af vores skoler og finder ud af, at han præger eleverne i en uheldig retning, kan man jo ikke gøre noget ved det i dag. Men det kan vi ændre med en demokratierklæring.
Hvordan vil I kontrollere, at ingen af ansatte handler i uoverensstemmelse med kontrakten?
- Vi skal sige til vores ansatte: Lad være med at lade jer friste af røster, der forlanger demokratiet afskaffet. Lad os stå sammen og lave en erklæring, der støtter demokratiet.