Jesper Langballe synes, at chefen for Politiets
Efterretningstjeneste, Jakob Scharf , sludrer for meget.
Senest forargede det
Jesper Langballe, at Jakob Scharf i et interview i dagbladet Politiken antyder,
at danskerne ikke er uden skyld i, at Danmark er blevet et
terrormål.
- Det er en hårrejsende og upassende udmelding fra
Jakob Scharf, og han går efter min mening over stregen. Der er en tilbøjelighed til, at efterretningschefer udtaler sig som om, at de
er politikere. Det er upassende, og det er heller ikke godt for tjenestens
effektivitet. Det er en moderne misforståelse, at han skal gøre
efterretningstjenesten populær. Han skal være som en fodbolddommer - man skal
ikke lægge mærke til ham, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, og
fortsætter:
- Og hvis han alligevel kæfter op, så kan han lade
være med at sige sådan noget sludder.
På talerstolen langede Jesper Langballe også
kraftigt ud efter islamforsker Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr
Instituttet, der har samme holdning som Jakob Scharf.
- Han er efterhånden den eneste forsker, der mener,
at vi selv er skyld i, at Danmark er blevet et terrormål. Men ærligt talt, så er
han barnet, som du ikke kan nå. Alle fornuftige forskere er enige i, at terrorister
ikke er marginaliserede borgere men velintegrerede folk med lange uddannelser -
præcis som vi så ved angrebet på World Trade Center, mener Jesper
Langballe.