Jesper Jørgensens spil brillerer i Belgien.
Den tidligere Esbjerg-spiller har fanget Morten Olsens opmærksomhed, og han har set ham i flere kampe for Gent.
"Han er en vigtig spiller hernede, og han har blandt andet lavet ni mål fra midtbanepositionen. Han har virkelig udviklet sig flot," udtaler Morten Olsen til B.T.
Spørgsmålet er, om Morten Olsen vælger at udtage Jesper Jørgensen til sin trup, når der skal spilles venskabskamp mod Rusland i Parken i næste uge.
Jesper Jørgensen forventer ikke selv at blive udtaget.
"Naturligvis går man altid og håber. Men landstræneren vil sikkert gerne spille med de spillere, han allerede har kørt ind på midtbanen," siger Jesper Jørgensen til B.T.
Jesper Jørgensens første år i Gent har været en succes, og hans nye offensive spillestil har fået en del opmærksomhed.
"Det er ret usædvanligt for mig at score så mange mål. Folk fokuserer meget på mine mål, men jeg fokuserer mere på, at jeg også spillemæssigt er gået frem," siger Jesper Jørgensen.
Venskabskampen mod Rusland spilles i Parken onsdag den 29. februar.