Selvom de grå hår presser på, kan man sagtens appellere til kvinder landet over.
Det beviser TV 2-vært og kommende Champions League-vært Jes Dorph-Petersen, da han netop har modtaget dating-sitet 40plus' medlemspris "Årets Mandlige Plus".
Der er langt ned til nummer to og tre på listen, der indtages af Niels Hausgaard og Tommy Kenter.
Tilsyneladende kan TV 2 noget, når det gælder personlig glød og appeal, for det er også en TV 2-profil, som løber med førstepladsen hos kvinderne. Det var Cecilie Frøkjær, som fik prisen her.
Til medlemmerne af datingsitet skrev Jes Dorph-Petersen efter udnævnelsen:
"Juhuu!! Det er dejligt, livsbekræftende og sjovt at få tildelt sådan en ære i en alder af 52 år. Tak til alle der synes, jeg stadig har en berettigelse her i tilværelsen.
Men det er også en overraskelse, for jeg har jo faktisk allerede for 12 år siden overskredet salgsdatoen for, hvornår man ikke længere er helt ung.
Til gengæld ved jeg med ære, at jeg står ved min alder, mine få grå hår og det faktum, at jeg er godt inde i livets 2. Halvleg. Kære venner. Tak for udnævnelsen. Pas på jer selv alle sammen og nyd jeres alder...!"
Pengepræmien på 2.000 kroner, der fulgte med kåringen, er for både Jes Dorp-Petersen og Cecilie Frøkjærs vegne doneret videre til Folkekirkens Nødhjælp.