Af Lars Igum Rasmussen
laig@dny.dk
@BRØD ITALIC:
»Jeg er da tilfreds med mit liv, – det har i hvert fald ikke været levet forgæves. At den her sygdom så er kommet nu – det vil jeg så se bort fra.«
Den 63-årige bogholderske Britta Stig Andersen vågner 1. december 2006 lettere omtåget. Hun kan ikke fokusere. Har dobbeltsyn. I stedet for turen hen til arbejdet tager hun til øjenlægen, hvor øjnene tjekkes. De fejler intet.
Øjenlægen sender Britta Stig Andersen til Neurologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor fagkundskaben ligeledes konstaterer, at det ikke er øjnene, der fejler noget. Det gør hjernen derimod.
Lægerne trækker tæppet væk under Britta Stig Andersen den anden dag i december, hvor resultatet fra en scanning overbringes til den intetanende københavner:
»Du har kræftmetastaser (kræftceller, der har spredt sig fra svulsten, red.) i hele hjernen, sagde de. Og gentog: Hele hjernen. Det kunne lægerne da godt have sagt på en noget blidere måde,« konstaterer Britta Stig Andersen her mere end to måneder efter sin dødsdom.
Ingen behandling
Kræften har spredt sig fra et ukendt sted i kroppen til hjernen. Britta Stig Andersen er uhelbredeligt syg. Lægerne tilbyder fire gange stråler, men kan ikke love noget positivt. Tab af hår, lammelser og talebesvær står til gengæld på listen over bivirkninger. Den ellers så livsglade kvinde opfatter lægernes sølle tilbud som noget, de mere er forpligtet til at tilbyde kræftpatienten, når alt håb er udtømt, snarere end en reel mulighed for livsforlængelse.
Derfor fravælger Britta Stig Andersen al behandling. Det eneste, hun modtager i dag, er mængder af smertestillende medicin, mens tiden rinder ud.
»Jeg vil heller ikke obduceres. Jeg vil ikke skæres i, når den tid kommer. Hvad nu, hvis de ikke syr mig pænt sammen? Selvom jeg skal dø, vil jeg ikke nedværdiges,« siger Britta Stig Andersen, der også har svært ved at forlige sig med, at der nu står en rød rollator til hendes rådighed.
Ny terapiform
I stedet for at fokusere på håbløsheden og de få centimeter, der er tilbage på livets målebånd, har Britta Stig Andersen den seneste måned set entydigt på det lange stræk, som hun har tilbagelagt i livet. Godt hjulpet af et unikt forskningsprojekt, der blandt andet foregår på Bispebjerg Hospital.
Britta Stig Andersen er en af de 53 uhelbredeligt syge danskere, der til nu har deltaget i den videnskabelige undersøgelse af værdighedsterapi.
Terapiformen går ud på, at forskerne skriver de kræftsyge patienters livshistorie efter flere interview. Efterfølgende får kræftpatienterne papirerne udleveret indbundet.
Patienterne motiveres eksempelvis til at fokusere på de oplevelser fra det levede liv, som de har opnået og er særligt glade for. Oplevelser, der kan skabe lidt orden i det kaos, som en dødsdom udløser.
»Alt det ubehagelige i mit liv skulle til, for at jeg kunne blive, som jeg er. Det har været en gave til mig, så jeg kunne udvikle mig til den, jeg gerne ville være, og som jeg har det godt med.«
Nederlag giver mod
Siden den første samtale med psykolog Lise Jul Houmann 8. januar i år, da udarbejdelsen af biografien startede, er Britta Stig Andersen kommet overens med to forliste ægteskaber. Den første mand havde et forhold til naboen, der fik Britta Stig Andersen til at forlange skilsmisse, og det næste forhold var voldeligt. I syv år har hun levet alene.
Britta Stig Andersen er nået til den erkendelse, at livets nederlag gav hende modet til at leve livet på sin måde. Og har fået det nedfældet for eftertiden. Livets puslespil lagt, som hun selv ser det.
»I min barndom og ungdom gik jeg jo bare og tænkte på en lyshåret mand med blå øjne, der var højere end mig. Så da jeg møder Dennis (den første mand, red.), var det jo manden i mit liv . Men mine valg ændrede sig også livet igennem. Dengang forestillede jeg mig nok, at sådan skulle jeg være, og sådan skulle jeg gå og tulle hele livet igennem. Men da han så viste sig at ville noget andet, så lukkede det på en eller anden måde også noget andet op hos mig.«
Som alenekvinde har Britta Stig Andersen i de seneste syv år levet, som hun selv ønsker, med blandt andet selvudviklingskurser. Og en bil finansieret af murstenene i lejligheden, uden hverken mand, børn eller andre blev konsulteret. Britta Stig Andersen ville have en bil, ikke et råd. Og den skulle købes på hendes præmisser, hvor udseendet var altafgørende. Det blev en Peugeot 206.
Værdighedsterapien har også hjulpet Britta Stig Andersens børn – de har begge fået de 12 indbundne A4-sider. De har altid troet, at moren ikke ønskede børn. Men resultatet af værdighedsterapien har fået dem til at indse, at det ikke skyldtes manglende lyst til at føre slægten videre i morens ungdom, snarere naturens luner.
Tættere på børnene
»De troede, at jeg ikke ville have børn. Men jeg havde bare svært ved det i nogle år. Det ved de nu. Vi lever så meget mere intenst i dag. Så ærligt. Det her projekt har nok bragt os tættere. Jeg har altid holdt af mine børn, men efter sygdommen nyder jeg hvert minut med dem,« siger Britta Stig Andersen, der efter seneste kontrol på Bispebjerg Hospital var med den ældste datter i Rødovre Centrum til fadøl og et stjerneskud.
»Min ældste datter, Janet, tager dokumentet frem og læser i det, næsten som var det Bibelen. Hun har respekt for det, der står, og er duperet over mange af mine konklusioner om livet,« siger Britta Stig Andersen.
»Jeg vil hellere have det her liv, som virkelig er levet end være blevet 100 år, hvor jeg havde levet efter en snor. Jeg ville faktisk ikke have undværet nogen oplevelser, for så var jeg jo ikke blevet den, jeg er lige netop her og nu. Og det er nok et af mine vigtigste budskaber, jeg er kommet frem til.«
Teksten i kursiv er uddrag fra Brita Stig Andersens biografi efter endt værdighedsterapi.
Britta Stig Andersen har ikke ønsket at få taget foto til denne artikel, da hendes ansigt er hævet som følge af bivirkninger fra medicinen.