Af Simon Andersen, chefradaktør, Nyhedsavisen
Abu Laban, imam i Islamisk Trossamfund, er død, men han var et godt menneske: Mild, kærlig, holdt af danskere - og gjorde intet andet, modsat hvad det lykkedes kritikere at bilde nationen ind, end at forsøge at bygge bro mellem os og dem, mellem ikke-troende og troende, og han gjorde det godt.
Absurd nok kunne Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal og nu Naser Khader lærer noget af Laban - hans rundhed og mildhed, hans evne til forsoning. Men i den danske værdidebat er der kun plads til ét synspunkt, nemlig til helvede med de (muslimske) troende, selv Villy Søvndal er hoppet på. I går fulgte Naser Khader så efter med et angreb mod Islamisk Trossamfunds nye imam, der måske har sagt, at en rabiat prædikant er hans helt og inspirator.
Set herfra går det skidt.
At stå fast på danske værdier, som Pia Kjærsgaard gør det, er fair, at ønske de arabiske smådrenge spærret inde ligeså, men debatten radikaliseres, sproget bliver voldsomt, hadet vokser - imamerne ønsker nu ikke forsoning og samliv, men går side om side med demokratihaderne i Hitz But- Tahrir. Politikerne ønsker heller ikke forsoning, men taler om »helvede« og forbud. Deres stemmer sitrer af afsky, når de taler om »islamister«, og de er så vrede og råber så højt, at også helt almindelige muslimer med rette kan føle sig forfulgte og forhadte. Vær varsomme, alle.