Vi kan ikke spørge Jans kone, Susanne, om hendes version af historien. For hun døde af et hjerteslag en eftermiddag for halvandet år siden. Jan nåede ikke at tage afsked med hende. Han fik først sagt farvel efter hendes død, da han lå på gulvet hos sin psykoterapeut og hulkede, så hele kroppen rystede.
Jan husker ikke længere de ord, han brugte. Kun at han sagde undskyld.
»Undskyld, Susanne, fordi jeg var så lukket et menneske.«
Dette er Jans historie om, hvordan han levede 38 år med en kone, der slog ham. Det er en historie om vold. Men også en historie om kærlighed.
»Jeg er jo ikke den eneste mand, der har oplevet at blive slået af sin kone. Det ved jeg. Men jeg er måske den eneste, der har lyst til at tale om det,« siger Jan.
Og hvordan var det egentlig, det hele begyndte. Jan har stillet sig selv det spørgsmål hundredvis af gange. Hvor kom vreden fra? I dag er det, som om fortiden flyder sammen i hukommelsen. De mange episoder er svære at adskille.
»Nogen gange var det petitesser, som drev hende til vanvid. Når vi kom op at diskutere, kunne vi nå til et punkt, hvor argumenterne ikke slog til længere. Så begyndte hun at slå. Når det gik i gang, slog hun på mig med knyttede næver og flad hånd. Som regel på skuldrene, ryggen og nakken. Så blev hun ved, til hun ikke orkede mere. Indtil fysikken slap op. Jeg plejede at blive stående og tage imod. Og hvis hun så var helt tændt, tog hun en kniv og truede mig med den,« fortæller Jan.
Kvinden fra fortiden
Det var ydmygende. Så hvorfor gik Jan ikke. Hvorfor forsøgte han ikke at sige stop. Efter flere års terapi mener Jan, at han har fundet nogle af svarene. Derfor begynder historien om Jan og Susanne længe inden Susanne.
For i Jans fortælling er der en kvinde fra fortiden, han bliver ved at kredse om. En kvinde han beskriver som så ’frygtindgydende’, at hun har kastet en lang sort skygge ind over hele hans voksenliv. Kvinden er hans mor.
Efter hendes død har han læst i hendes dagbøger, at hun begyndte at slå ham, fra han var seks måneder gammel.
»Jeg er vokset op med at få så mange bank. Min mor slog mig med en tæppebanker eller med bøjler, og hun har brækket adskillige af dem på ryggen af mig. Hun må have været psykisk syg. Som ung ville hun have en videregående uddannelse, men så blev hun gravid med min far. Formodentlig har jeg været det synlige symbol på, at hendes liv blev ødelagt,« fortæller han.
Drengen Jan lærte at bide tænderne sammen, når slagene faldt. Og den voksne Jan fik et så distanceret forhold til kropslig smerte, at han siden fik rodbehandlet tænder uden bedøvelse.
»Hvis jeg prøvede at stikke af eller sætte mig til modværge, fik jeg endnu flere bank. Så jeg blev, når hun slog. For så var det hurtigt overstået. Det er jeg programmeret til gennem hele min barndom.«
Den lukkede mand
Som årene gik, blev Jan mere og mere indelukket. Han blev den stille mand, der kunne tage til en fest, uden at nogen havde bemærket, han var der. Han var skyggen, der ikke mente noget om noget som helst. Holdninger skaber konflikter, havde han lært.
»Dem, der var tættest på mig, har vel bare betragtet mig som inventar. Jeg brugte ikke energi på at danne mine egne meninger, for jeg var jo ikke noget værd. Og hvad nu, hvis jeg sagde noget forkert, og folk blev sure. Jeg har været bange for at begå fejl hele mit liv.«
Kvinden der troede på ham
Jan var 18 år gammel, da han i 1968 blev fascineret af den 16-årige Susanne. Hun var viljestærk og bramfri. Hun troede på ham. Bakkede ham op. Og den bramfrie Susanne havde mod til at tage de diskussioner med hans mor, han aldrig selv havde turdet drømme om. Uden Susanne var Jan muligvis aldrig flyttet hjemmefra. Uden Susanne havde han nok aldrig fået selvværd nok til at uddanne sig som ingeniør og jurist. Men nogle år efter de to flyttede sammen, begyndte slagsmålene.
»Jeg kan huske, hun en gang slog mig på øjenbrynet med en træsko, så blodet væltede ned ad min kind. Jeg slog en gang imellem tilbage, men det var ikke så voldsomt. Min kone havde en lige så ekstremt voldelig far som min mor, så det med at slå på tæven og få bank var der ikke noget usædvanligt i for os. En af årsagerne til vi fandt sammen var, at vi havde det samme lort i bagagen.«
Jan havde det elendigt de gange, han slog igen. Med tiden skete det yderst sjældent, at han forsvarede sig. Han blev i stedet stående og tog imod.
»Jeg tænkte, at jeg var en rigtig lort. Selvom min mor syntes, det var o.k. at sønderbanke mig, sagde hun til mig, at hvis jeg nogensinde bankede en pige, ville jeg få så mange bank af hende, at jeg aldrig ville rejse mig igen. Det er smadder uretfærdigt at slå på en anden. Det ved vi jo godt.«
Årene gik. Jan og Susanne fik børn. Livet udviklede sig, som den slags nu gør med lyse og mørke dage, madpakker, vasketøj og fødselsdage. I den tid deres to drenge boede hjemme, røg Susanne og Jan sjældent i totterne på hinanden. Og hvis det skete, var det bag lukkede døre.
Vreden der voksede
Men i 1996 sker der noget, som får vreden til at vokse igen. På det tidspunkt er Susanne blevet så psykisk udbrændt af sit arbejde som socialpædagog, at hun en dag vågner i deres seng og siger, at hun ikke kan gå på arbejde.
»Jeg tænkte: sikke noget sludder. Der er jo benzin på bilen. Så tag dig dog sammen kvinde . Hele min verden var styret af logik, ikke følelser. Men hun kom aldrig på arbejde igen, og så røg hun gennem hele det mareridt, det er at blive syg og uarbejdsdygtig i Danmark,« husker Jan.
Susanne blev mere og mere isoleret og holdt sig hjemme. I mellemtiden gik den stille mand, Jan, på arbejde og hjem igen. Børnene flyttede hjemmefra, og der blev stille i huset.
»Pludselig flyttede ungerne, og Susanne sad alene med mig, denne her lukkede mand, der aldrig sagde en skid og ikke havde en mening om noget som helst. Når jeg kom hjem fra arbejde, kunne jeg kun fortælle om de faglige fakta. Hun havde brug for, at jeg tog verden med hjem til hende, men jeg var bare tavs. Hun prøvede at nå ind til mig, men jeg lukkede af.«
Susanne begyndte igen at slå. Nogen gange skete det flere dage i træk. Andre gange kunne der gå måneder imellem.
»Jeg kan se hende for mig i stuen. Hun kommer gående mod mig. I hendes ansigt kan jeg se blanding af vrede og fortvivlelse. Hun slår. Typisk på arme, ryggen og i nakken. Ikke i ansigtet eller skridtet. Og den måde, jeg var programmeret på som barn, satte ind. Jeg stillede bare op. Og hun slog og slog,« siger Jan.
Nogen gange forstod Jan ikke, hvorfor Susanne slog. Andre gange var grunden mere synlig. Som den gang hun var træt af, at det altid var hende, der skulle købe fødselsdagsgaver. Eller den gang hvor de skulle ud at spise, og han måtte aflyse på grund af arbejde. Susanne prøvede flere gange at fortælle Jan om sine følelser:
»Men hun vidste godt, at jeg lukkede af og ikke hørte efter. For psykologi var sådan noget voodoo-halløj for mig.«
I dag mener Jan, at han har en stor del af ansvaret for, at Susanne slog ham.
»De fleste gange, hvor jeg har hidset min kone op til at blive voldelig, er det fordi, jeg har været indelukket. Hun slog ikke for at skade mig. Hun slog for at få en reaktion eller komme i kontakt med mig. Man kan let få det til at se ud som, det er mig der er offeret. Men både min kone og jeg er ofre.«
Kvinden der sagde stop
Volden kunne være fortsat. Men en dag fik Susanne nok. »Hun sagde: Enten går du i terapi, eller også går jeg fra dig . Og så gik jeg i terapi.«
I februar 2005 begyndte Jan og Susanne i parterapi hos psykoterapeuten Carl-Mar Møller. Carl-Mar Møller beskriver Jan som en robot.
»Øjnene kørte rundt i hovedet på ham, og han kiggede på Susanne og mig for at måle, hvad han måtte sige. Siden han var helt lille, var han bange for sin mor. Mennesker, der lever i angst og er bange for at have meninger, bliver til robotter. De vil ikke engang tænke på, at de har en mening. Susanne var en kærlig, varm kvinde. Lige så snart, han gav hende opmærksomhed og respons, var hun ikke voldelig længere,« siger Carl-Mar Møller.
Men den stille mand, der sad i Carl-Mar Møllers stue var også modig, forklarer Carl-Mar Møller:
»Det er meget flovt for en mand at tale om at blive slået af sin kone. De fleste mænd vil ikke tale om det, for de er bange for at blive hånet. Så hellere drikke sig fuld eller hænge sig i skoven. Når Jan nu står frem og fortæller sin historie, er det en manddomsprøve. Han viser, han er modig og er en mand.«
Det var hjemme hos Carl-Mar Møller, Jan lærte at græde. Siden har han grædt mange gange over, at Susanne døde. Som da han lå på gulvet den dag for snart længe siden og sagde farvel til hende og talte om de gode oplevelser, de har haft sammen. Efter det kunne han igen sove om natten.
En ny start
Parterapien fik Susanne til næsten at stoppe med at slå. For Jan blev den begyndelsen på et nyt liv. Han fandt sig selv, fandt fred og har i dag fået en ny kæreste. I dag er han ikke længere bange for at stå frem og fortælle om volden. Jan og Susanne har ikke noget at skamme sig over, mener han.
»Volden er et symptom på, at man har et lorteliv, fordi man har lavt selvværd. Hvis jeg kunne spole tiden tilbage til 1968, ville jeg være gået i terapi, inden jeg involverede mig i parforhold, og så ville jeg måske have haft et forrygende liv. Den eneste, der virkelig har ansvaret for mig, er mig selv. Dér har jeg været sjusket.«
Da Nyhedsavisen ikke kunne få Susannes version af historien, har avisen valgt at udelade hendes efternavn. Jan foretrak også, at hans efternavn ikke fremgik af teksten. Jan og Susanne er parrets rigtige fornavne.