Norge er på den anden ende, efter den danske jæger, Ole Frost, onsdag skød albino-elgen Albin.
Den hvide elg har de seneste år haft kultstatus i landet, og det vidste Ole Frost.
"Jeg har for nogle år siden hørt noget om en fredet elg, men siden har jeg intet hørt. Så da jeg får den på kornet, har jeg nogle sekunder til at tænke over, hvad jeg skal gøre, og jeg beslutter mig for at skyde elgen," sagde Frost til VG.
Elgen er ikke fredet i Norge, men når den danske jæger kendte til den berømte elg, burde han have fjernet fingeren fra aftrækkeren.
"Han er en idiot, for han har ladet sig friste. Når han vidste det, så burde han lade være. Folk, der skejer ud på den måde, er for dumme, og han bliver nok ikke inviteret på den elgjagt igen," siger næstformand i danske jægerforbund Henrik Rasmussen til Newspaq.
Han kan godt forstå, at sådan et trofæ kan friste, og mener, at jagtlauget måske kunne have gjort endnu mere for at prente dyrets særstatus ind i hovedet på udefrakommende jægere.
Albins hoved kommer i fremtiden til at hænge i Ole Frosts hjem i Silkeborg. Resten af dyret tilfalder jagtlauget.