TV2 viste i aftes en dokumentarfilm, der skildrer jægerkorpsets operation i Afghanistan i sommeren 2009, og netop denne film kan være med til at redde forfatteren til den omstridte jægerbog, Thomas Rathsack.
Den tidligere jægersoldat er sigtet for at overtræde sin tavshedspligt med de oplysninger, han skildrede i bogen.
Men både forsvarsordførerne fra S og SF mener ikke, at bogen røber mere end TV2-dokumentaren, som var godkendt af Forsvaret selv.
"Jeg er jo ikke jurist, men umiddelbart vil jeg da vurdere, at filmen stiller Thomas Rathsack bedre," siger Holger K. Nielsen (SF) ifølge Politiken.
Han forklarer, at jægerbogen beskriver ældre operationer i Afghanistan, mens TV2-dokumentaren behandler nyere operationer.
"Derfor får man den tanke, at forsvarets reaktion over for Thomas Rathsack ikke går så meget på indholdet, men udelukkende skyldes, at forsvaret ikke selv fik lov at styre og godkende bogen, som det var tilfældet med TV2-dokumentaren" siger han.
Også Socialdemokraternes forsvarsordfører vurderer, at den tidligere jægersoldat står stærkere efter gårsdagens dokumentar.
"Når man kan få lov at bringe den film, kan jeg ikke forestille mig, at der kan være de store problemer i Thomas Rathsacks bog", siger John Dyrby Paulsen.
Og netop på grund af TV2-dokumentaren skal sagen mod Thomas Rathsack opgives. Det mener udgiveren af jægerbogen, Jakob Kvist, der er forlagschef for Peoples Press.
"Det er jo nu en endnu større gåde, hvad der egentlig var problemet med Thomas Rathsacks bog. Det er jo de samme mennesker, der har tilladt dokumentaren, der rejste sagen mod ham. Den sag bør jo droppes nu," siger han.