Kimmie Andersen blev landskendt som jade-Laila i programmet 'Tæskeholdet' med blandt andre Casper Christensen. Den storbarmede nøgenmodel medvirkede også i realityserien 'Stripperkongens Piger.'
Siden da har der været stille omkring Kimmie Andersen, men nu vender hun tilbage som forsidebabe i mandebladet FHM. Den frække billedserie til bladet skal fotograferes af veninden Kira Eggers.
»Det er mange år siden, at jeg har fået taget frække billeder. Men nu har jeg besluttet mig for en ekstra omgang i manegen,« siger Kimmie Andersen til Ekstra Bladet.
Sidste tur foran kameraet
Hun garanterer, at det bliver de sidste nøgenbilleder af hende, offentligheden får at se.
»Jeg er jo blevet en moden dame på 33 år,« konstaterer den veldrejede stripper, der glæder sig til de nye billeder.
»Jeg håber, det bliver nogle flotte billeder, jeg kan blære mig med, når jeg engang får børn og børnebørn,« siger Kimmie.
Børn og børnebørnene venter dog ikke i den nærmeste fremtid. Kimmie har en kæreste, men de har kun kendt hinanden i et par måneder, fortæller hun til Ekstra Bladet.
Kimmie Andersen arbejder stadigvæk som stripper ind imellem, men har også uddannet sig som ernæringsvejleder og underviser i dans.