Computere, smartphones og tablet-pc'ere er en del af mange danske skoleelevers hverdag. Alligevel er det op til den enkelte lærer at bruge informationsteknologien i den daglige undervisning.
For selvom der på folkeskolerne i knap tre ud af fire kommuner har været forsøg med digitale læringsmidler, så er det kun hver sjette kommune, som direkte har formuleret krav til skoleledelsen om at bruge dem.
Det viser undersøgelsen It i Praksis 2011 fra interesseorganisationen Dansk It og Rambøll Management Consulting.
"Der gennemføres en del eksperimenter med IT i undervisningen, men de bliver bare ikke rullet ud i de enkelte kommuner. Vi mener, det er kommunernes ansvar at tage de gode eksempler op og sørge for, at de bliver udbredt på skolerne," siger formand for Dansk It, Klaus Kvorning Hansen til Newspaq.
Danmark halter efter de bedste internationalt, når det kommer til at bruge it i undervisningen, vurderer Anders Morten Christoffersen, chefkonsulent Rambøll Management Consulting.
Han nævner Singapore, der internationalt høster anerkendelse for sine resultater på området.
"I Singapore er der detaljerede strategier for afprøvning af ny digital teknologi i undervisningen. Og de gode erfaringer fra afprøvningen udbredes effektivt til alle landets skoler," siger han.
Hos den landsdækkende organisation Skole og Forældre efterlyser formand Benedikte Ask Skotte, at de danske skoler bliver bedre til at dele erfaringerne med, hvordan it kan bidrage positivt til undervisningen.
På mange skoler mangler de dog de mest elementære forudsætninger for at kunne tilbyde eleverne it-undervisning af høj kvalitet, konstaterer hun.
"Der er stadig nogle huller i netværket, der skal lukkes for at få det til at fungere helt banalt. Der skal være bredbånd og hardware nok til at alle, og der skal være efteruddannelse til lærerne," siger hun.
Danmark har ikke imponeret i de Pisa-undersøgelser, der handler om elevernes evner til at forholde sig kritisk til brugen af it. Derfor skal undervisningen i høj grad lære børnene, hvordan de vurderer al den information, de har adgang til.
"De danske børn er ikke så godt med, når det kommer til kritikken og kildekritikken. Der kan lærerne blive bedre til at tage stilling, om det er relevante og lødige informationer, når børnene kommer med deres oplevelser," siger Benedikte Ask Skotte.
Det har ikke været muligt at få undervisningsminister Christine Antorini (S) i tale.