Det kan være svært at holde snuden for sig selv. Specielt hvis godteposen ligger lige for fødderne af én.
Måske er det netop den nemme adgang til fortrolige oplysninger, der gør fristelsen for stor for virksomhedernes it-medarbejdere. En ny undersøgelse viser i hvert fald, at hver tredje it-medarbejder har udnyttet jobbets særlige muligheder til at snage i andre medarbejderes private forhold. Det skriver Computerworld.
Undersøgelsen er foretaget blandt 400 it-administratorer. Hele 33 procent svarer ja til at have omgået de digitale sikkerhedsforanstaltninger hos intetanende kolleger. Blot for at snage.
74 procent svarer ja til spørgsmålet om, hvorvidt de er i stand til at omgås de systemer, der har til formål at beskytte de personfølsomme oplysninger. Det giver dem adgang til alt fra private fotos og HR-oplysninger til direktørens password.
Samtidig svarer halvdelen, at de godt kunne finde på at tage fortrolige oplysninger med sig, hvis de en dag forlader virksomheden.
Undersøgelsen afslører også, at hver femte virksomhed har været udsat for omgåelse af it-sikkerheden eller data-hærværk.