Situationen i området omkring Gazastriben er blevet voldsomt optrappet, siden Hamas, der sidder på magten i landet, fredag opsagde våbenhvilen med Israel.
De to parter har holdt fred de sidste seks måneder - men efter krigshandlingerne igen brød ud har de israelske bosættelser langs grænsen været udsat for en række angreb med raketter og mortergranater. Det skriver AFP.
Angrebene fik søndag det israelske militær til åbent at overveje at besætte området. En talsmand for militæret sagde, at en væbnet konflikt er uundgåelig og sagde, at Israels forberedelser allerede nu er langt fremme.
Udmeldingerne kommer midt i den israelske valgkamp, hvor oppositionens kandidat Benjamin Netanyahu igen og igen har kritiseret regeringen for ikke at gøre nok for at beskytte Israels sikkerhed.
Premierminister Ehud Olmert faldt dog ikke for krigsretorikken, og advarede både sine egne ministre, militæret og oppositionen mod at fremprovokere mere konfrontation.