»Dødens By«, kalder mange somaliere regeringsbyen Baidoa, efter en hungersnød og krig slog tusinder ihjel i 1992. Og i disse dage frygter landet, at Baidoa atter skal leve op til sit øgenavn.
»Vi er vant til krig i Somalia. Vi frygter det ikke længere. Men efter al den her tid ønsker vi bare at få fred,« siger den 28-årige mor Saida Ali Mohamed til AP, som har besøgt byen.
Konflikten i Somalia står mellem tre parter: En gruppe af islamistiske militser kaldet ? De Islamiske Domstole?, den midlertidige regering, som holder til i Baidoa ? og nabolandet Etiopien.
Islamisterne har det seneste halve år taget kontrol over hele det sydlige Somalia og bragt en ro til den sydlige del af landet, som indbyggerne ikke har mærket i 15 år. Imens sidder en lammet regering i Baidoa og får støtte fra Etiopien, som ekspertkilder nu vurderer har 15-20.000 soldater i landet.
Men islamisterne kræver de fremmede soldater ud af landet og gav for nylig etiopierne en uge til at forlade Somalia eller blive udsat for hellig krig. På den anden sider frygter det kristne Etiopien, at Somalia udvikler sig til en islamisk stat.
Frygter borgerkrig
Tidsfristen udløb tirsdag, og islamisterne står nu med flere tusind mand i en ring rundt om Dødens By.
»Situationen er virkelig meget slem. Hverken regeringen eller islamisterne ønsker en stor borgerkrig, men man frygter, at et tilfældigt skud sætter det hele gang,« siger den danske Somalia-ekspert Joakim Gundel, som arbejder som konsulent i nabolandet Kenya og besøgte Somalia i sidste uge.
Ifølge Joakim Gundel støtter befolkningen i det sydlige Somalia De Islamiske Domstole, som har bragt fred og ro til det hærgede land, der ikke har haft en regering siden 1991.
»Samdig har man nu en fælles fjende i etiopierne, som befolkningen ikke ønsker i landet. I øjeblikket er det svært at spå om, hvad der sker. Men der foregår diplomatiske forhandlinger, og man må så håbe på, at konfrontationen kan blive afværget,« siger han.
Tirsdag aften stod militserne stadig rundt om Baidoa, men det var ikke kommet til sammenstød med etiopierne.