Mindst 13 egyptiske politibetjente er dræbt ved et angreb på en kontrolpost på grænsen mellem Israel og Egypten. Der siger lokale hospitalskilder.
Yderlige syv betjente er såret ved angrebet. Det er dog usikkerhed om antallet af døde. Lokale politikilder siger, at 15 er dræbt.
Egyptisk tv rapporterer, at en gruppe væbnede islamister står bag angrebet. Gruppen kørte frem til kontrolposten i stjålne politibiler og åbnede ild mod betjentene, siger øjenvidner.
Angrebet skete tæt ved Karm Abu Salem i det nordlige Sinai.
Militante islamister på Sinai-halvøen menes at stå bag en række raketangreb mod Israel, der også anklager islamisterne for at stå bag et bagholdsangreb i fjor, der kostede ni israeler livet.
De islamistiske grupper menes ligeledes at stå bag en række sabotageaktioner mod olierørledninger i området, der anvendes til olieforsyninger til Israel og Jordan.
Sinai er center for en række af Egyptens lukrative turistbyer ved Det Røde Hav, og den megen uro i området har fået turister til at holde sig væk fra regionen.
/ritzau/Reuters