På torsdag skal irerne beslutte, om det europæiske lokomotiv skal bremses eller fortsætte til næste station.
Lige nu viser meningsmålingerne, at 35 procent af irerne vil stemme nej til Lissabon-traktaen, mens 30 procent vil stemme ja. 28 procent har endnu ikke besluttet sig.
Lissabon-traktaten kræver, at alle lande er enige. Hvis Irland siger nej, vil det dermed have uoverskuelige konsekvenser for hele EU-samarbejdet.
Irland er det eneste EU-land, hvor Lissabontraktaten er til folkeafstemning. I Danmark er traktaten blevet vedtaget af Folketinget, og sådan er det også i de andre EU-lande.
Hvad så?
»Ingen ved, hvad der så skal ske. Der er ingen alternativer parat, og et nej vil virkelig give genlyd rundt omkring i de europæiske hovedstæder,« siger Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet og EU-ekspert.
»Hvis Irland stemmer nej, svarer det lidt til at have løbet et marathon med masser af forhindringer undervejs. Lige som man kan se målstegen og ånder lettet op, rammer man muren,« forklarer Lykke Friis.
Vejret afgør Europas fremtid
Hidtil har ja-siden haft et solidt flertal i Irland, men nu har det altså ændret sig. Irernes skepsis skyldes især, at traktaten er svær at forstå, vurderer Lykke Friis.
»Det er en meget teknisk traktat, som ikke har noget konkret politisk tema, men drejer sig om spillereglerne for samarbejdet,« forklarer hun.
30 procent af de irske nej-sigerne stemmer da også nej, fordi de ikke forstår, hvad traktaten handler om, ifølge avisen Irish Times.
Mange irere er dog også blevet overbevist af nejsidens følelsesprægede kampagne. Nogle nej-sigere ser EU som et uhyre af moralsk fordærv, der vil bringe abort, skilsmisse og homoseksualitet til Irland. Andre frygter for velfærden og globaliseringen, og andre igen vil have hævn over Europa, fordi Irland i mange år ikke har vundet Melodi Grand Prix.
»Der er større følelser involveret på nej-siden end på ja-siden. Det er svært at føle passioneret omkring tekniske forbedringer, lige meget hvor gode de end måtte være,« siger Lykke friis.
Det kan blive noget så banalt som de upålidelige irske vejrguder, der kommer til at afgøre Europas fremtid.
»Hvis det regner, vil mange ja-sigere blive hjemme. Nej-sigerne vil derimod stadig stemme, fordi de føler så stærkt for sagen,« siger Lykke Friis.
Irland er det eneste land i Europa, der skal stemme om Lissabon-traktaten
Hvis Irland stemmer nej, kan traktaten ikke gennemføres
De 12 millioner irere skal stemme på torsdag den 12. juni
Ifølge nyeste meningsmåling stemmer 35 procent 'nej' og 30 procent 'ja'