Sagen om de 18 irakiske mænd, der i går blev fjernet fra Brorsons Kirke i København, udvikler sig dramatisk.
Alle mændene har nemlig indledt en sultestrejke. Samtidig nægter de at drikke noget.
Det fortæller Agri Kurdistani, der er bror til en af de anholdtes kæreste.
"De har afvist mad og drikke, siden de blev anholdt. Jeg har ikke haft kontakt med dem siden i nat, men hvis man ikke spiser noget, har man det ikke godt," siger han til Newspaq.
Mændene blev hentet af politiet i Brorsons Kirke under voldsomme omstændigheder natten til i går.
De 18 afviste irakiske asylansøgere bliver netop nu stillet for en dommer i retten i Hillerød.
Optagelser af politiets rydning af Brorsons Kirke har fyldt medierne siden i går. Rydningen førte nemlig til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter, hvor politiet tog både peberspray, hunde og stave i brug.
Især betjentenes brug af stave er siden i går blevet mødt med skarp kritik, blandt andet fordi en unge kvinde blev slået otte gange med en politistav.