Det irakiske politi er nemlig så voldeligt over for anholdte, at den danske hær ganske enkelt ikke længere kan tage ansvar for at hjælpe med den del af arbejdet.
Risiko for bank
Chefen for den danske bataljon, Kim B. Petersen, oplyser til Nyhedsavisens udsendte, at anholdte risikerer at blive banket af politiet: »Der har været eksempler på et tidligere hold for godt et år siden, hvor der blev observeret meget voldelige anholdelser og folk, som har mærker efter at have fået bank under anholdelser. Det kan vi selvfølgelig ikke forsvare. Derfor laver vi ikke anholdelser med det irakiske politi længere.«
Kim B. Petersen tilføjer, at de irakiske myndigheder per brev er blevet oplyst om beslutningen og ikke mindst om holdningen bag, men alligevel nærer han ikke håb om et mere fredeligt irakisk politi, der overholder de demokratiske spilleregler.
»Vi kommer med masser af gode intentioner om Genéve-konventionens regler for anholdelser, men vi må erkende, at de nok ikke kan lære det,« siger han og tilføjer:
»De har bare en anden kultur på det punkt.«