Den irakiske delegation, som er i Danmark for at identificere de udviste irakiske asylansøgere har angiveligt truet en af irakerne.
Det har irakeren oplyst til sin advokat Kåre Traberg Smidt, der selv har fået forbud mod at overvære afhøringen. Det skriver politiken.dk.
Den afviste asylansøger forklarer, at han blev afhørt i et lille lokale, hvor der var en dansk betjent til stede, en tolk og tre repræsentanter fra de irakiske myndigheder.
Under afhøringen skal de irakiske repræsentanter have bladret mandens papirer igennem, hvorefter de beskyldte ham og de øvrige irakere for at være fulde af løgn.
"Så spørger min klient: 'er mine papirer måske ikke ægte?' En fra delegationen peger på ham, og råber: 'du trænger til opdragelse'," siger Kåre Traberg Smidt.
Herefter skulle repræsentanterne have noteret asylansøgerens navn og forklaret ham, at de nok skal sørge for at få ham opdraget, når han kommer tilbage til Irak.
Ifølge irakeren oversatte tolken ikke truslerne til den danske betjent.
Der var ingen uafhængige vidner til stede i lokalet under episoden, da politiet ikke tillader bisiddere.