Danmark vil gerne sende irakere tilbage mod deres vilje, men de irakiske myndigheder ser anderledes på sagen.
For to måneder indgik Danmark en hjemsendelsesaftale med Irak om de afviste asylansøgere, som indebærer, at irakernes egen mening ikke har meget at sige.
Iraks myndigheder oplyser dog til befolkningen, at kun frivilligt hjemsendte kommer tilbage.
Det skriver Politiken.
Herhjemme lyder det fra Integrationsministeriet, at tvangshjemsendelser stadig står ved magt.
Irak har nemlig ikke selv rettet nogen officiel henvendelse til Danmark om uenigheden.
"Vi er derfor nødt til at henholde os til den hjemsendelsesaftale, vi har lavet med Irak. Jeg har en aftale i hånden, som vi har indgået med Irak. I aftalen står, at der er mulighed for at benytte tvang som sidste udvej. Det er derfor, vi har lavet en aftale," siger integrationsminister Birte Rønn Hornbech (V).
Hun vil i første omgang ikke kommentere, hvordan regeringen vil reagere, hvis Irak siger nej til at modtage de tvangshjemsendte statsborgere.