Alt er til salg for penge - også Zlatan Ibrahimovic.
Den svenske angriber har indledt forhandlinger med sin klub Inter om en eventuel salgspris. Man kan dog ikke just sige, der er tale om et slagtilbud.
70 millioner engelske pund, eller knap 600 millioner kroner, skal Ibrahimovic' nye klub hoste op med, skriver Channel4.com.
Den svenske stjerneangriber vil vinde Champions League og er utilfreds med, at Inter igen i år blev slået ud af mesterligaen. Det har for alvor sat gang i transferrygterne, hvor de spanske hold FC Barcelona og Real Madrid er dem, der sættes stærkest i forbindelse med den tidligere Malmö FF og Ajax-spiller.
Inters præsident Massimo Moratti, der for nylig gjorde Ibrahimovic til verdens bedst betalte fodboldspiller, vil dog ikke slippe sin guldfugl billigt. Præsidenten insisterer på en salgspris på minimum 70 millioner pund.
Zlatan Ibrahimovic er i gang med sin bedste sæson i den italienske klub. Hidtil er det blevet til 21 mål i 32 optrædener i Inter-trøjen.