En cykeltur er langt fra ligeså sund og frisk, som Poul Kjøller har overbevist generationer om.
I hvert fald ikke for landets storbyboere. Ubrugelige partikelfiltre på lastbiler og mangelfuld kontrol betyder, at miljøzonerne i landets fire største byer langt fra bliver overholdt. Det kunne TV2's Operation X midt i marts påvise.
Derfor kræver oppositionen handling. Ved et samråd i dag lovede transportminister Hans Christian Schmidt (V), den røde fløj, med socialdemokraten Benny Engelbrecht i spidsen, at ministeriet vil undersøge muligheden for en mere effektiv kontrol af lastbilernes forurening.
Men løftet er for svævende, mener Benny Engelbrecht.
"Vi får elastik i metermål. Godt nok anerkender transportministeren, at der er problemer med den kontrolmetode, der er i dag, men han vil ikke garantere, at vi kan få en ny," siger han.
Han mener sagtens, man vil kunne ændre praksis mere eller mindre øjeblikkeligt, for teknologien findes, hævder han.
Men sådan en sag skal ikke hastes igennem, påpeger Hans Christian Schmidt. Den målemetode, man bruger i dag, er nemlig ikke helt tilfældig.
"I 1999 afprøvede man 120 filtre og fandt ud af, at denne metode er den rigtige. Men jeg ved, at ting, der har ligget længe, skal have et serviceeftersyn, og det gør vi nu," fastslår han og tilføjer, at hvis det viser sig, at en ny målemetode er nødvendig, så er han også klar til at ændre praksis.
Et af problemerne, som TV2-programmet har åbnet politikernes øjne for, er direkte snyd med kontrollen. Der bruges et særligt dyrt partikelfilter, når lastbiler skal tjekkes, og derefter skifter vognmænd filteret tilbage til det gamle og utilstrækkelige filter.
En løsning, påpeger Benny Engelbrecht, kunne være at indføre et registreringssystem, så lastbilen og filteret skal passe sammen.
Også her holder transportministeren døren åben uden dog at love noget.
"Jeg har bedt folk i mit system finde ud af, om det kan lade sig gøre. Det lyder umiddelbart som noget, man kunne bruge. Og enhver sikkerhed, der kunne tjene til, at vi kan være sikre på, ingen laver numre med filtrene, det vil være noget, vil vil gå ind på," forsikrer han.
På begge sider af midten er der alt andet lige enighed om, at der må gøres noget. Videnskaben lægger nemlig ikke op til megen diskussion. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed betyder partikelforurening 3.400 for tidlige dødsfald hvert år.
Rapporten, der skal afgøre fremtiden for partikelfiltrene på landets lastbiler, skal ligge på transportministerens bord inden sommerferien. Men nogen nærmere deadline findes ikke.