Sengen er bred og blød, og lagnerne knitrende hvide. Der er boblende champagne i høje glas. Og fristende, knaldrøde jordbær til nyforelskede par.
Men her stopper romantikken også i Singapore Airlines luksussuiter i det nye, enorme Airbus 380-fly. Det er nemlig forbudt at have sex i de højere luftlag, advarer luftfartsselskabet i en officiel meddelelse.
»De sælger dig en dobbeltseng, lader dig være i fred og leverer al den champagne, du kan drikke ... og så kommer de og siger, at man ikke må fortsætte med det, der helt naturligt følger efter?« lyder beklagelsen fra Tony Elwood ifølge Reuters.
Han var sammen med sin kone Julie med på Airbus 380 erens jomfrurejse i oktober.
»Det virker som om, de har gjort alt, hvad de kan, for at gøre det romantisk, på nær at servere østers. De kan ikke rigtig tillade sig at brokke sig,« mener Julie Elwood.
Mile-high -klubben
Det har længe været en sport for mange par og sexlystne singler at blive medlemmer af Mile-high -klubben. Den er for flypassagerer, der har haft sex under en lufttur.
Men ifølge meddelelsen fra Singapore Airlines skal passagerer om bord på selskabets fly ikke forsøge at opnå medlemsskab. Heller ikke selvom man betaler prisen for en dobbeltseng.
»Det eneste, vi beder om, er, at folk ikke støder de andre passagerer eller personalet, når de er om bord på et af vores fly,« lyder det i meddelelsen.
Kabinerne er nemlig ikke lydtætte, og væggene slutter langt fra tæt, skriver selskabet.
Mange kendisser har gennem tiden hævdet, at de er medlemmer af Mile-high -klubben. I foråret blev en stewardesse fra det australske flyselskab Quantas bortvist, efter hun blev afsløret i at yde særlig service til skuespilleren Ralph Fiennes på turen fra Australien til Indien.