Det kan være en rigtig god idé at lade bilen og cyklen stå efter julefrokosten og i stedet tage en taxa hjem. Men skulle det ske, at juleøl og sild blev kastet op i taxaen, kan det hurtigt blive en dyr affære, skriver DR.
Mange taxichauffører kræver nemlig et gebyr på 500 kroner, hvis en kunde kaster op i hyrevognen. Men faktisk findes der ikke en fast takst for rengøringen - og det er et problem, mener næstformand for chaufførerne i København, Bo Weye Hansen.
"Vi vil gerne undgå konfliktsituationer mellem kunden og chaufføren, så der bør være en klar regel, så man ikke skal stå og diskutere midt om natten, hvorvidt der skal betales eller ej," siger han.
Men den opfattelse deler formanden for Storkøbenhavns Taxinævn, Ib Terp, ikke.
"Hvad er et opkast? Det kan være svært at definere. Og vi kan risikere, at chaufføren bare udnytter det og forlanger penge for en lille klat på gulvet," siger han.