Det er yderst begrænset, hvor meget indvandrerkvinder forlader hjemmet og blander sig i samfundet. Men det går langt bedre for deres døtre.
Unge kvinder med indvandrerbaggrund har indhentet deres danske medsøstre og er nu i lige så høj grad i gang med en videregående uddannelse.
I skoleåret 2001/2002 var 23 procent af de kvindelige efterkommere i gang med en uddannelse på for eksempel universiteter og seminarer, mens 29 af de danske kvinder i samme aldersgruppe var i gang med bøgerne. I det forgangne skoleår 2008/2009 var begge grupper oppe på 35 procent.
"Alle peger jo på, at uddannelse er vejen frem i forhold til integration. Så det er virkelig en god nyhed. Det er ikke mindst er en positiv nyhed set fra indvandrernes eget perspektiv," siger Flemming Mikkelsen, der er seniorforsker med speciale i migrations- og indvandrerområdet ved Center for Ungdomsforskning, til Kristeligt Dagblad.
Uddannelsesforsker ved Roskilde Universitet (RUC), Jens Peter Thomsen, mener, at de unge efterkommere af indvandrere er ekstremt målrettet.
"De spilder for eksempel ikke tiden mellem gymnasiet og de videregående uddannelser på lige at tænke over, hvad de egentlig vil. Det kan være det, der for alvor slår igennem nu - og altså især for kvinderne, fordi deres opdragelse giver dem en fordel i uddannelsessystemet," siger han til Kristeligt Dagblad.