Medlemmer af enkelte indvandrergrupper bør kunne få forrang i ansættelsessituationer. Det mener to eksperter på baggrund af, at de seneste ti års generelle integrationssucces er gået udenom indvandrere fra lande som Somalia, Libanon og Irak.
I forhold til disse grupper kan positiv særbehandling skubbe integrationen det sidste stykke vej, mener integrationsforsker Martin Bak Jørgensen, som er adjunkt ved Aalborg Universitet og tilknyttet Akademiet for Migrationsstudier i Danmark, AMID.
"Vi er måske nødt til at tage særlige hensyn for at få de sidste minoritetsgrupper integreret bedre. Og der kunne det være, at vi skulle til at bruge mere gulerod i stedet for pisk. Måske en form for positiv særbehandling kunne være vejen frem," siger Martin Bak Jørgensen til Kristeligt Dagblad.
Kun 35-37 procent af indvandrerne fra Somalia, Libanon og Irak havde ifølge Danmarks Statistik et arbejde i 2007. Blandt ikke-vestlige indvandrere generelt var 56 procent i beskæftigelse.
Flemming Mikkelsen, der er seniorforsker ved Center for Ungdomsforskning og specialiseret i området for migration og indvandrere, kalder den udvikling et problem.
"Der kunne vi godt bruge det offentlige system og have en positiv særbehandling i ansættelsespolitikken, ligesom man har i andre lande. Det kan godt være, at det vil skabe nogle problemer her og nu, men jeg tror, at det vil lønne sig på langt sigt. Det har vi da set eksempler på i andre lande, for eksempel i USA," siger Flemming Mikkelsen.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) skriver i en mail til Kristeligt Dagblad, at integration tager udgangspunkt i det enkelte menneske.
"Særligt udsatte grupper hjælpes særligt. Særlige projekter hjælper særligt udsatte grupper. Der skal altså tages udgangspunkt i det enkelte menneske," skriver integrationsministeren.