Indiske kvinder er nu for første gang beskyttet af loven i deres eget hjem. En ny lov, der trådte i kraft torsdag, gør det ulovligt at slå sin kone. Ligeledes er alle former for misbrug, både seksuelt og verbalt, nu en forbrydelse.
Loven gælder ikke kun hustruer, men beskytter også enker, døtre og enlige kvinder mod overgreb fra de mænd, de bor sammen med.
Kvindegrupper har modtaget loven med begejstring:
»Kvinder er ikke længere en ting, et dyr eller en sko, som man kan tage på, når man vil og smide væk, når man vil,« siger formanden for den nationale kvindekomité Girija Vyas til cnn.com.
Ifølge den nationale kriminalitetsstatistik for Indien var der sidste år 68.810 forbrydelser mod kvinder, der faldt ind under kategorien hustruvold. Kvindegrupper i landet mener dog, at tallet kan være op mod ti gange højere, da mange kvinder ikke anmelder volden på grund af skam eller uvidenhed om, hvor de skal henvende sig.