Trolden er under trappen. Den holder øje. Trolden ser og hører alt, hvad Marie og Jonas siger og gør. Også når børnene ikke er hjemme.

- Jeg er bange for trolden. Jeg er bange for at komme til at sige noget, som jeg ikke må. For så kommer trolden og tager mig, siger Jonas en dag til sin lærer i anden klasse.

Trolden er ikke fantasi og opspind. For søskendeparret er den lige så virkelig som dem selv. Det har deres far lært dem, at den er.

Trolden sørger for, at børnene ikke sladrer. Sladrer om, hvordan deres far, Niels, griber fat i sin datter og stedsøn. Om hvordan de ligger helt stille, mens det sker.

Overgreb er dagligdag

Fra Marie er fem til ni år, og fra Jonas er syv til 11 år, er voldtægterne hverdag.

Det sker, mens deres mor er på arbejde på plejehjemmet eller nede i Dagligbrugsen og handle. Det sker overalt i det hvide murstenshus på Møn, der er gemt væk i en lille landsby bag grønne, bølgede marker.

I soveværelset, hvor Niels har glidecreme stående i klædeskabet. I badeværelset. I børneværelset, hvor børnene bider smerten i sig uden at sige en lyd. Og især i weekenderne, når moren har vagt.

Misbruget er en gave

Det er en kold novemberdag i 2004.

Niels ser på Marie. Hun har fødselsdag i dag og bliver seks år gammel. Han har en gave til hende.

Marie kender godt gaven på forhånd. Hun får den næsten hver dag. Men i dag er det er noget helt særligt, forklarer Niels hende.

- Det er en fødselsdagsgave fra mig til dig, siger han.

Han tager tøjet af hende. Han rører ved hendes lille overkrop. Marie kan mærke, at han rører hende med sin tissemand. Både udenpå sin krop. Og indeni.

To dage efter har Jonas fødselsdag. Han får også en gave af sin stedfar.

Niels nøjes ikke med at voldtage børnene om dagen. Nogle gange forlader han soveværelset i mørket for at lægge sig ned i drengens seng. Jonas har lukkede øjne og ligger helt, helt stille. Som om han sover. Det bliver han ved med. Også selvom Niels tager underbukserne af ham, vender ham om og voldtager ham.

- Mor, jeg har ondt i enden, klager børnene tit til deres mor.

Hun ser efter, men kan ikke se noget. Men hun begynder at undre sig over, hvorfor Maries underbukser hele tiden bliver væk.

Lugter af tis

På Hjertebjergskolen, hvor børnene går, er lærerne bekymrede. Marie og Jonas lugter voldsomt bittert og surt af urin, fordi de tisser i sengen om natten. De har altid beskidt tøj på og er meget fraværende.

Læreren tager en snak med børnenes mor Betina. Det hjælper en smule på den dårlige hygiejne, men kun i en kort periode.

Betina forklarer, at der sjældent er olie på fyret i huset. Derfor er vandet iskoldt at bade i.

Lærerne på skolen holder flere møder med en socialrådgiver fra kommunen om de to børn, der går i børnehaveklasse og anden klasse.

- Jeg lover, at vi laver en stor, bred undersøgelse af familien, siger socialrådgiveren til lærerne.

Det sker bare aldrig.

Heller ikke selvom socialrådgiveren ved, at børnene flere gange om morgenen står ud af bussen på parkeringspladsen foran skolen uden sko på. Og med 40 i feber er blevet sendt i skole for langsomt at bevæge sig ind gennem skolegården, igennem aulaen og ned ad skolens solgule gange. Trætte og udmattede.

Heller ikke selvom lærerne forklarer, hvordan Jonas, når noget gør ondt på ham, skriger alt, hvad han kan. Men gør det uden lyd. Og heller ikke, selvom det kommer frem, at drengen kommer med seksuelle tilnærmelser overfor sine lærere.

I oktober 2005 laver lærerne på Hjertebjergskolen en indberetning til kommunen. Noget må ske.

Børnene er isolerede

Også genboerne taler om, at den er gal med børnene.

De hører dem aldrig lege i haven og har aldrig set dem sammen med kammerater. Enkelte gange har de været inde i det hvide hus med rød gavl og punkterede ruder, hvis grålige undergardiner gør det umuligt at se ind i huset fra fortovet. Skabslågerne i det grønne køkken er plastret til med skidt. Det samme er gulvene.

- Tager I ikke børnene med herind? spørger genboerne en hed sommerdag Niels og Betina. Familien har lige været ude at køre i bilen, og genboerne inviterer dem over til et glas. Men børnene må ikke komme med ind.

- De sidder fint i bilen, er Niels' kommentar.

Der sidder de i en time.

Genboerne taler om, hvad de skal gøre. De har mistanke om, at Niels slår børnene og synes, at Marie og Jonas ser forhutlede ud, når de kommer traskende forbi deres vinduer om morgen på vej til busstoppestedet. Men de gør ingenting.

Pedellen på skolen, der tit taler med børnene, gør heller ingenting.

- Hvorfor er der altid trukket for hjemme hos jer?, spørger han en dag børnene.

- Hvis vi er søde, får vi nogle gange lov til at trække fra på vores værelser, så der kommer lidt lys ind, svarer de.

I dag fortryder pedellen, at han intet gjorde.

- Vi er mange, der burde have en dårlig smag i munden: Sagsbehandlere, psykologer og jeg selv. Indsatsen har været for dårlig, siger han til Nyhedsavisen.

Børnene trodser trolden

Fire år efter de første voldtægter i 2003 er Betina og Niels til møde med kommunen. Sagsbehandleren vil have en seksuel undersøgelse af børnene, fordi lærernes mistanke om overgreb vokser.

- De kan jo lige så godt anholde mig. Nu bliver jeg dolket, siger Niels frustreret til Betina efter mødet.

En måned efter, i marts 2007, flytter Betina med børnene, der længe har tigget hende om at komme væk fra Niels. Jonas giver deres gamle hus fuck-finger , når de kører forbi. Han hader Niels.

18. april tikker der en sms ind på børnenes mobiltelefoner.

- Vil I komme til grill-aften?, spørger Niels.

Betina kan ikke lide det. Hun tænker på, om der er noget om overgrebene. Også selvom undersøgelsen ikke er lavet endnu. Hun tænker også på alle de gange, hvor Niels har siddet foran computeren og set på meget unge, nøgne piger.

For første gang nogensinde spørger Betina sin ni-årige datter, om Niels har rørt ved hende.

- Han har slået mig. Og han har rørt mig med sin tissemand og pillet mig i tissekonen og i numsen. Men det er jo min far, og jeg elsker ham alligevel, fremstammer pigen hulkende til sin mor.

Jonas stivner og bliver helt hvid i hovedet.

- Det må du ikke sige. Nu kommer trolden og tager os, siger han.

Bagefter bryder han sammen.

Betina ringer til socialrådgiveren, der melder Niels til politiet.

Børnene får hjælp

Året efter bliver familiefaren idømt syv års fængsel i retten i Nykøbing Falster.

Her kommer det frem, at han også har voldtaget en af sine venners datter i 1996, mens hun var på besøg i hans hjem. Niels nægter alt.

- Det må være voksne mennesker omkring børnene, der har iscenesat det hele, siger han i retten og anker dommen til Landsretten.

Men retten i Nykøbing Falster føler sig overbevist. Forklaringerne fra børnene er, ifølge dommeren, så detaljerede og troværdige, præcise og sikre , at Niels bliver kendt skyldig. Også selvom der er ikke er fysiske skader at se på børnene.

Alligevel mener lægen fra Retsmedicinsk Institut, der har undersøgt børnene, at de godt kan være blevet misbrugt. Børnene blev nemlig først undersøgt flere måneder efter det sidste overgreb.

- Mange gange er der ikke noget at se efter en penetration, fordi vævet er meget eftergiveligt. Helingen er hurtig, og kort tid efter er der ofte ikke noget at se. Det gælder også mødommen, siger han i retten.

I dag bor Marie og Jonas på en institution, hvor psykologer forsøger at hjælpe dem.

Af hensyn til børnene, er navnene i artiklen opdigtede. Artiklen er blevet til på baggrund af, hvad vidner har sagt i retten, og hvad naboer og personale på skolen har oplevet.