Mens debatten raser på Facebook om, hvorvidt muslimer bør få del af Frelsens Hærs julehjælp eller ej, så ser Danish-Muslim Aid ikke et problem i at give ramadan-kurve til ikke-muslimer.
Inspireret af julekurven valgte nødhjælpsorganisationen Danish-Muslim Aid i sommer at uddele en ramadan-kurv til trængende. Kriterierne lød på, at man skulle være enke, have hjemmeboende børn, have en kontanthjælps-lignende indkomst og være værdig trængende. Religion spillede ingen rolle.
- Vi skelner ikke mellem muslimer og ikke-muslimer. Hos os er man et menneske, og hvis man har brug for hjælp, så er det klart, at vi gerne vil sørge for, at man får den hjælp, siger talskvinde Betina Köring-Pedersen til Newspaq.
Mens Frelsens Hær vurderer, at det højst er 10 procent af julehjælps-modtagerne, der er muslimer, så var halvdelen af ramadan-kurvs modtagerene ikke-muslimer.
- Jeg skal ærligt indrømme, at der også var nogle, der satte spørgsmålstegn ved, at ikke-muslimer skulle have ramadan-kurven, men ligesom hos Frelsens Hær, så vil vi gerne hjælpe, hvor vi kan, siger Köring-Pedersen.
2013 var det første år, ramadan-kurven blev uddelt. Der blev uddelt 100 kurve, men Betina Köring Pedersen håber, at Danish-Muslim Aid kan hjælpe endnu flere under næste ramadan.