Luften var fuld af tåregas og det fløj rundt med brosten, da mellem 50 og 80 unge i går satte Nørrebro i København på den anden ende. Men søndag morgen har roen igen lagt sig ind over bydelen.
Men lørdag startede uroen, da politiet ville visitere en mand for våben. Det siger den centrale efterforskningsleder hos politiet, Søren Wiborg.
"Der var nogle personer, der lagde sig imellem og her blev en politimand sparket i maven. Vi anholder så gerningsmanden, og så bliver vi bombarderet med sten, der rammer flere patruljer," siger Søren Wiborg til Newspaq.
Uroen fik politiet til at rykke talstærkt ind på Nørrebro, hvor biler blev brændt af, og der blev kastet med brosten. Betjentene fik dog senere på aftenen styr på begivenhederne og roen kunne atter sænke sig over bydelen.
Politiet mener ikke, at episoderne har noget med bandekrigen at gøre, men beskriver uroen som voldsomme drengestreger.