I dag afgøres skæbnen for de 15 Hells Angels-rockere, der i sidste uge blev dømt for vold og drabsforsøg.
Klokken 13 får rockerne deres strafudmåling i Glostrup Ret.
Der er især spænding om, hvor mange år den kendte Hells Angels-rocker Brian Sandberg skal bag tremmer.
Han er dømt for drabsforsøg og vold og risikerer 12 år bag tremmer. Der kan endda vente en skærpet straf for Sandberg, fordi han og de 14 andre dømte rockere risikerer, at dommeren tager den særlige bandeparagraf i straffeloven i brug.
Drabsforsøget Brian Sandberg sammen med en anden toprocker, Dennis Brodthagen, er dømt for, er skudepisoden foran netcaféen Surf N' Play i Rantzausgade på Nørrebro tilbage i 2009.
Drabsforsøget mislykkedes fordi, der blev skudt mod rockerne, inden de nåede selv at åbne ild.
Brian Sandbergs forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen mener, at hans klient skal have en mild dom.
"Han er dømt for ét drabsforsøg, men det er et drabsforsøg, hvor det ikke er dem, der har skudt. Tværtimod er det dem, der er blevet skudt på. Det de gjorde var en reaktion på det angreb, der var på dem," sagde Michael Juul Eriksen i sidste uge efter hans klient blev dømt skyldig.
Retssagen har været præget af et massivt politiopbud. Da dommen faldt i sidste uge var cirka 300 rockere mødt op foran Glostrup Ret.