Som ledig skal man kunne lidt af hvert - også bekæmpe bjørneklo.
I Hillerød Kommune har kæmpebjørneklo flere steder angrebet kommunen blandt andet på en tidligere losseplads.
Men du har politikerne fundet en løsning, nemlig at sende de ledige i aktivering som bjørneklobekæmpere, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Louise Colding Sørensen (S), der er næstformand i Teknisk Udvalg, siger at alle ledige kan komme i betragtning til jobbet.
"Som arbejdsløs kan man ikke tillade sig at være kræsen, det kunne man i gamle dage, det kan man ikke mere. Jeg har også før hørt om kontorfolk, som kunne have lyst til at komme ud," siger hun til Frederiksborg Amts Avis.
Arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard fra Aalborg Universitet vurderer, at kommunen er ude på at skræmme ledige.
"Hvis folk hører, at ledige skal ned at fælde bjørneklo, så er der måske nogen, der afholder sig fra at søge kontanthjælp eller dagpenge og af egen drift finder andet arbejde," siger han til avisen.
Byrådet i Hillerød Kommune skal tage stilling til forslaget på onsdag.
Kilde: Frederiksborg Amts Avis