Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt
     
Mail artiklen
     
SMS artiklen
     
Print artiklen
     
Add this
Jack fra Polen kører ofte i Danmark, og tjener det halve af en dansk chauffør. Kun hver femte eksportchauffør i Danmark får dansk løn.
Jack fra Polen kører ofte i Danmark, og tjener det halve af en dansk chauffør. Kun hver femte eksportchauffør i Danmark får dansk løn. (Foto: Klaus Buster Jensen)
Polsk løn i Danmark

"Hvor meget sender jeg hjem? Det hele!"

På Karlslunde Rasteplads holder Jacek og de andre chauffører fra Østeuropa i dagevis
Krystof har en universitetsuddannelse fra Polen, men tror aldrig, han kommer til at bruge den. Han tjener mere og arbejder mindre som avisbud.
I de store byer er det hårdt fysisk arbejde at dele aviser ud. I vinter fik flere avisbude lungebetændelse af at stå og vente i nattefrosten.
Østeuropæiske kvinder tilbyder privat rengøring, men der er meget lidt kontrol på området

  • Lønnen er lav, de arbejder hårdt, men det er bedre, end hvor de kommer fra.

  • Op mod 44.000 arbejdere fra Polen, Tyskland og Østeuropa arbejder i Danmark.

  • I de kommende uger afslører Avisen.dk, hvordan hverdagen er for østarbejdere i Danmark.

 

Seks motorcykler er lige trillet ind på rastepladsen. De er pakket med et godt læs bagpå og ligner, at de er på vej på ferie sydpå.

Det samme ser ud til at være planen for de små børn med en isvaffel i den ene hånd og en mor i den anden.

Feriesæsonen er i gang, og Karlslunde Rasteplads på Sjælland i sydgående retning er turisternes første stop.

Mellem mylderet er der dog nogen, der holder stille. Helt stille. Syv-otte lastbiler med plader fra Polen, Irland og Bulgarien holder side om side, alle med nedrullede gardiner.

Rastepladser i Danmark er fyldt med lastbiler med især polske og tyske chauffører, der venter på at få et læs, de kan samle op og køre ud i Europa, fortæller folk i branchen. De må vente i mange dage, nogle gange uger, før de får en ny ordre: Og før de har fået ordren, har de ikke penge til ny diesel og kan derfor ikke køre videre.

Derfor er deres lønkrav langt fra den løn, som danske aftaler sikrer chaufførerne herhjemme. Faktisk forsvinder mange danske chaufførjob i disse år, fordi danske og udenlandske firmaer hellere ansætter udenlandske chauffører til en lavere løn.

Da jeg forsigtigt banker på en af lastbiler, stikker Jack hovedet ud mellem de brune gardiner. Hans bare, spinkle overkrop afslører, at han ikke spiser som de dansk truckere.

Venter på ”collect”

Egentlig hedder han Jacek. Den engelske version bruger han, fordi han nu i fem år har kørt gods for det irske transportfirma Carna.

Firmaet er et af Europas største indenfor transport, men har få irere ansat, forklarer Jack. Det er mest polakker, bulgarer og litauere, der kører gods. Jack kører tit til Danmark og kan godt lide vores veje. Der er mindre trafik, så man spilder ikke så meget tid i trafikkøer.

”Jeg har efterladt mit hjerte i Polen for at forsørge min kone og to børn,” siger Jack. I Polen er det svært at få et job, der kan betale regninger til mad, el og børnenes skole.

Hos Carna tjener han 2.000 euro - 15.000 kroner - om måneden. Halvdelen af, hvad en dansk chauffør tjener. Men en god løn for ham.

"Hvor meget sender jeg hjem?, siger han, det hele".

”Jeg får ingen penge, når jeg holder stille. Men sådan er det for alle. Vel også for danskerne…”

”Nej, de fleste danske chauffører får løn for hver time, de er på arbejde,” forklarer jeg.

”Virkelig?” svarer Jack og kigger ned i bordet.

”Heldigvis har jeg fået at vide, at jeg skal videre i morgen. Jeg har fået en ”collect””, siger han om det gods, han skal hente og fragte sydpå.

Så denne gang er det kun blevet til to og en halv dag på rastepladsen uden løn.

Stærk kaffe

Der er ingen af de andre chauffører ude ved bordene i skyggen. De holder sig for sig selv og taler ikke rigtig sammen. I stedet bruger han tiden på at vente. Det er et ensomt liv, forklarer Jack.

Der er ikke fjernsyn i lastbilen, og radien er slukket, så han foretager sig ikke rigtig andet end at sove og spise. Maden og kaffen i cafeteriet er for dyrt, så han har medbragt sin egen mad og brygger sin egen kaffe. Den er også noget stærkere end den tynde omgang, man kan købe, smiler han.

Han giver hånden og hilser farvel. Jeg ønsker ham god arbejdslyst og går videre til en lastbil med polske plader. Der står en tom Carlsberg-flaske på det ene baghjul, så han er nok ikke trillet ind på rastepladsen lige for nylig.

”Måske i morgen”

En bulgarsk chauffør kigger ned fra vinduet. Også han venter på et læs, så han kan komme ud og tjene nogle penge. Hans brune øjne kigger en anelse skeptisk, men forklarer, at han kører varer i hele Europa for en polsk vognmand.

Den bagende middagssol rammer forruden på hans lastbil og skaber en regulær svedehytte i det lille førerhus, selvom gardinerne forsøger at holde varmen ude.

Tre dage har den bulgarske chauffør holdt stille på rastepladsen. Når hans mobiltelefonen ringer, er det med besked om at hente gods, formentlig tøjvarer, og så kan han komme ud på motorvejene og tjene penge igen.

”Jeg venter på, at telefonen ringer, måske i dag, måske i morgen,” siger han.

Motorcyklerne brager ud fra rastepladsen. Tilbage står de syv-otte lastbiler med ryggen til og venter på det befriende opkald på mobilen.

02.08-2010 | 12:08 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
02.08-2010 | 12:54 af Kenneth Jakobsen
EU er både godt og skidt. Varenes og tjenesteydelserne fri bevægelighed er en god ting.
Landbrugspolitikken derimod trækker kraftigt i den anden retning.
03.08-2010 | 08:39 af Knud Sandbæk Nielsen
Skakl de fattige lande blive rigere?
Så bliver de rige relativt fattigere.
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.