Telefonchikane, trusselsbreve, hademails og seksuelle opfordringer. I visse tilfælde fysiske overfald, trusler mod familiemedlemmer og vandalisering af ejendom.
Det er nogle af de oplevelser, som kandidater til det netop overståede folketingsvalg fik med sig i bagagen.
Det viser en rundspørge, som Avisen.dk har udført.
”Det er skræmmende og helt uacceptabelt, at den slags forekommer. I de grove tilfælde må overdrages til politiet til nærmere efterforskning,” siger formanden for Folketinget, Mogens Lykketoft (S).
Chefen for Politiet Efterretningstjeneste, Jakob Scharf, siger til Avisen.dk, at omfanget af trusler og chikane giver ’anledning til bekymring’.
Hver fjerde siger 'chikane'
Mere end hver femte kandidat mener efter egen målestok, at de har været udsat for chikane under valgkampen. Det spænder vidt fra hærværk af valgplakater over trusler til tilfælde af vold.
67 folketingskandidater har kort beskrevet, hvad chikanen bestod i. Størstedelen dækker over ubehagelige og pågående kommentarer, samt hærværk mod valgplakater.
Otte af de 67 personer har imidlertid modtaget truende breve, sms'er eller mail. Andre ti var udsat for episoder, hvor de følte sig truede. Eksempelvis at blive forfulgt og tilråbt af grupper.
Tre oplyser, at de blev udsat for vold. En kandidat fik vandaliseret sin have, og to modtog 'ubehagelige' seksuelle henvendelser.
"Vi fester, når du hænger i lygtepælen"
Lars Weiss (S), der stillede op for Socialdemokratiet, fik 'en håndfuld trusselsbreve, fortæller han.
"Man skrev blandt andet, at ’de danske Breivikker vil feste i gaden, når du hænger i lygtepælen’," fortæller han til Avisen.dk [pagebreak]
"Det er selvfølgelig ikke rart at få at vide, at man skal se sig over skulderen, når man går ud. De første gange, jeg modtog et trusselsbrev gik det mig på," siger Lars Weiss.
PET følger udviklingen tæt
Hos PET har man registreret flere sager om trusler og chikane samt enkelte tilfælde af vold mod folketingskandidater.
”Det giver naturligvis anledning til bekymring, og det er derfor et område, hvor PET følger udviklingen meget tæt, og hvor PET sammen med politikredsene prioriterer efterforskningen af de konkrete sager meget højt,” siger chef for PET, Jakob Scharf.
Han opfordrer politikerne til indberette ’alle former for trusler og chikane til politiet’.
Trussel afhænger af politikeren
PET oplyser, at truslen mod den enkelte politiker afhænger af, hvor meget de eksponeres i medierne.
”Vi ser sjældent egentlige overfald på politikere, men selv mindre alvorlige former for chikane og trusler kan være en stor belastning for den politiker, der rammes,” siger Jakob Scharf.
Han kalder det ’et samfundsmæssigt problem’, hvis politikere trues eller chikaneres på grund af deres politiske virke.
Lykketoft: chikane følger med jobbet
Man bør gøre sig det klart, at man vil modtage truende breve, hvis man går ind i politik, mener Mogens Lykketoft.
”Vi har alle sammen været ude for noget. Der er forskel på hvor tungt, man tager det. Man får en vis rutine i at se, at der nogen mærkelige eksistenser rundt omkring, der – uden at behøver at være farligt – skriver meget ubehagelige breve,” siger Mogens Lykketoft.
I tilfælde som det Lars Weiss blev udsat for, mener Folketingets formand, at politiet bør involveres:
”Den er så grovkornet og ubehagelig, at man nødvendigvis bør prøve at finde ud af, hvem den person er.”
Avisen.dk spurgt kandidaterne til det netop overståede folketingsvalg om deres oplevelser under valgkampen om deres oplevelser.
Spørgsmålet lød: 'Under valgkampen har der været eksempler på folketingskandidater, der følte sig chikaneret. Har følt dig chikaneret under valgkampen?
327 ud af de godt 800 kandidater har svaret. Spørgeskemaundersøgelsen viste, at mere end hver fjerde kandidat (23 procent af de 327 personer) efter egen målestok vurderer, at de har været udsat for chikane.