Danske småbørn snubler, bevæger sig dårligt og har svært ved at løbe.
De seneste ti år har børn fået en dårligere og dårligere motorik.
"Halvdelen af danske børn har problemer med motorikken, og vores undersøgelse viser desværre, at den bliver værre, fra barnet er otte uger, til det er tre år. Det er alarmerende," siger bevægelseskonsulent Anne Brodersen til Jyllandsposten.
Hun har sammen med læge Bente Pedersen gennem de seneste 11 år har lavet undersøgelsen 'Tidligere indsats', som netop er ved at blive færdiggjort.
En af grundene til den dårlige motorik er ifølge undersøgelsen, at de små ikke bliver udfordret nok på den fysiske udfoldelse.
"De fleste forældre tænker ikke over, at barnet skal have rørt sig dagligt, have hovedet nedad, snurre rundt, trille og slå kolbøtter. Det har resulteret i flere motorisk usikre børn," forklarer Anne Brodersen.
Derfor er det vigtigt, at forældre ikke glemmer de daglige vilde tumleture på stuegulvet, som er livsvigtige for børn.
"Udfordrer man ikke barnet fysisk tilstrækkeligt helt fra babystadiet, kan konsekvenserne gå ud over indlæring og sociale kompetencer," advarer Anne Brodersen.