Bo Spellerberg sidder over med en skade, når de danske håndboldherrer spiller næstsidste testkamp mod Frankrig onsdag aften. Men han lover at blive sin maveskade kvit, til det får løs ved VM om 10 dage.
Hva’ så, hvordan kan du gå hen og komme til skade lige op til så vigtig en slutrunde?
»Det er heldigvis en lille skade. Den sidder i maveregionen, så måske har jeg lavet for mange maveøvelser, og så lavet en uheldig bevægelse. Hvis der ikke sker et eller andet, så bliver jeg klar til VM.«
Med tre sløje kampe er det da lykkes jer meget godt at skrue forventningerne til VM helt ned hos danskerne, ikke?
»Det er jo ikke bevist, vi har skruet forventningerne ned. Der er måske ikke det store pres på os nu, men det er der alligevel fra os selv. Vi har stadig forventninger, og vil gerne vinde medaljer, men det er måske meget godt at blive mindet om, at man skal arbejde hårdt for det. Det gør ikke noget, at vi spiller dårligt inden, bare vi er klar til VM.«
Du har forlænget din kontrakt med Kolding til 2009. Skal du bare rende rundt og spille håndbold herhjemme hele karrieren?
»Ja, måske. Nu skal jeg jo helt sikkert de næste to år, og så må vi se. Jeg vil ikke afvise, at jeg kunne tænke mig udlandet, men så længe vi spiller Champions League og landskampe, er der rigelig af store kampe.«
***
’Hva’ så’ er DNY’s nye sportsserie, hvor vi stiller alle de skæve og provokerende spørgsmål til aktuelle sportsfolk - med et glimt i øjet naturligvis.