Efter et drama over fire døgn i Vejle Fjord er det slut for den 15 meter lange finhval.
Den er med al sansynlighed død, fortæller Thomas Dalgaard, skov- og landskabsingeniør ved Skov- og Naturstyrelsen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Vi har netop været ude i en gummibåd for at se til hvalen og for at observere, om den viser livstegn. Og det gør den ikke," siger han.
En dyrlæge skal nu foretage den endelige undersøgelse af hvalen bl.a. ved at se på dens pupiller, om de udvider sig.
"Dyrlægen skal afsige den endelig dom om, at det er slut, så den kan blive erklæret endeligt død. Men den får nok lige lidt ekstra tid, så vi er helt sikre," siger Thomas Dalgaard.
På havnen i Vejle står en sættevogn klar til at køre det 30 tons tunge dyr til København, hvor den skal udstilles på græsplænen foran Naturhistorisk Museum.
"Når den er erklæret død bliver den bugseret til havnen og derfra kørt til København. Der skal den udstilles i et døgns tid, inden den bliver skeletteret," fortæller Dalgaard.