George W. Bush’ nye Irak-strategi lægger op til et hårdt opgør med Iraks oprørsgrupper. Men vil det lykkes at skabe ro? Eller vil volden fortsætte ufortrødent. Nyhedsavisen har bedt tre eksperter om at give deres bud på fremtiden i de to scenarier
Torsdag den 11. januar 2007, 23:35
Hvad sker der, hvis det lykkes de amerikanske og irakiske tropper at stoppe den sekteriske vold i en periode?
Edward Ashbee,
USA-lektor:
»USA vil lede efter den første mulighed for at komme ud af landet, og enhver hæderlig ordning vil være o.k. USA har haft støt nedadgående forventninger til Irak, fra først at ville indføre demokrati til nu bare at kunne leve med forholdsvis ro.«
Karsten Marrup,
Forsvarsakademiet:
»Amerikanernes mål er at få volden til at aftage, og hvis det sker, vil de skynde sig at begynde tilbagetrækningen. Men bare fordi volden forsvinder på kort sigt, forsvinder det sekteriske had ikke. Lige så snart amerikanerne er ude, vil konflikten formentlig fortsætte.«
Jørgen Bæk Simonsen,
Mellemøst-ekspert:
»Hvis soldaterne har nogle færdigheder, som kan effektivisere de irakiske styrkers indlæring, tror jeg, at deres evne til at være operationelt effektive kan højnes. Det vil alt andet lige kunne stabilisere eller forhindre, at den daglige vold øges yderligere.«
Hvad sker der, hvis Iraks sunni- og shiamuslimer fortsætter volden trods den amerikanske indsats?
Edward Ashbee,
USA-lektor:
»Rent praktisk vil USA nok være klar til at sige, at den eneste mulighed for en grad af stabilitet er en de facto-opdeling af Irak i to lande, selvom det uden tvivl vil medføre massiv etnisk udrensning. Desuden vil Tyrkiet og Iran aldrig acceptere den løsning. «
Karsten Marrup,
Forsvarsakademiet:
»Det ved jeg virkelig ikke, for Bush kan næsten kun bruge en succes. En mulig kattelem er, at USA kan sige, at irakerne ikke levede op til aftalen, og at de derfor kan sejle deres egen sø. Under alle omstændigheder vil amerikanerne hjem, for der er ikke kapacitet til at fortsætte eller øge indsatsen.«
Jørgen Bæk Simonsen,
Mellemøst-ekspert:
»Jeg tror ikke, at USA trækker styrkerne hjem. Det er muligt, at præsidenten går på skærmen og leverer endnu en tale, hvor man plæderer for, at mindre forskydninger af den førte politik vil føre til større udbytte. Det er noget nær utopi at forestille sig, at der sker afgørende ændringer.«