AGF ligger og roder rundt nede midt i 1.division, hele seks point fra oprykningspladsen. Nu har klubben så ’forstærket’ sig med en islænding. Hvad sker der lige for AGF? Måske sportschefen Brian Steen Nielsen kan give et svar:
Hva’ så Brian Steen?
I har snakket om at forstærke jer med landsholdspillere. Kunne I ikke have fundet noget bedre end en islænding?
»Hahaha. Jo, såmænd. Det kunne man måske godt. Det er da rigtigt nok, at der er andre lande, som måske bliver ratet højere end Island, men jeg er nu ganske godt tilfreds med ham vi har signet her.«
I har også snakket om, at I skulle hente erfarne forstærkninger? Kári Árnason er 24 år gammel og har spillet 12 landskampe. Er det erfarent nok?
»Jamen, 24 år og 12 landskampe synes jeg er meget erfarent. I hvert fald i forhold til den trup som vi har. Vi har en trup med seks-syv spillere på 18-19-20 år. De har ikke prøvet at spille andet end U-landskampe. Så der er Kári Árnason faktisk en gammel rotte, synes jeg.«
Er det ikke bare den med at blandt de en-øjede er den blinde konge?
»Haha.. Den var ikke dårlig.«
Nu har I hentet nogle defensive spillere. Skal I ikke også hente offensive kræfter?
»Nej, jeg synes da, at truppen har bevist, at de mål, der skulle scores i efteråret, dem har de kunnet score. Og så regner jeg da også med, at truppen forhøjer sit niveau med de nye spillere. Meeeen, hvis der dukker noget spændende op, så kigger vi på det også.«
Hvorfor bliver I egentlig ved med at købe så mange nordiske spillere?
»Njarh du.. Jeg synes da, at der har været mange forskellige nationaliteter inde. Der har været Tomasz Mazurkiewicz fra Polen, og så har der været Josta Dladla fra Sydafrika, så den med de nordiske spillere hopper jeg ikke på. De spillere, vi har købt nu, dem har vi fulgt i længere tid, og vi håber, at de er gode nok.«
Men I kan vel ikke bruge det til noget, at de har spillet godt i Sverige?
»Nej, det nytter ikke, at de har spillet godt andre steder. De skal spille godt for AGF først.«
Tror du, at I har en chance for at rykke op i Superligaen i år?
»Det er jeg overbevist om, at vi gør, men det bliver sindssygt vanskeligt! Når de andre hold tager tre skridt, så skal vi tage fem skridt. Derfor har spillertruppen trænet utroligt hårdt lige til 16. december, og så startede de igen 8. januar. Det bliver en enorm opgave, og vi er ydmyge, men vi håber, at det lykkedes for os.«