De ansatte på Hvidovre Hospital brugte næsten 4.000 timer på facebook, internetdating eller andre ikke-faglige hjemmesider på blot en måned.
Det afslører en intern undersøgelse, som hospitalet har fået lavet, skriver Ekstra Bladet.
Den omfattende web-surfing svarer til, at 24 af hospitalets 3.400 fuldtidsansatte bruger al deres tid på nettet.
"Jeg var ved at tabe næse og mund af overraskelse, da jeg hørte tallene. Jeg vidste godt, at der ville være ikke-relevant trafik, men at det var i det omfang, havde jeg slet ikke forestillet mig," siger vicedirektør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, til Ekstra Bladet.
Torben Mogensen anerkender, at undersøgelsen tegner et billede af et hospital, hvor de ansatte har meget fritid.
"Det kan man virkelig godt diskutere, men vores medarbejdere har travlt, det er der ingen tvivl om. Det er klart, at en del af forbruget kan forklares med, at personalet sidder om natten og venter på patienter. Men noget af forbruget vil være foregået, imens personalet kunne lave patientarbejde," siger han.
Torben Mogensen har nu opfordret sine medarbejdere til at ændre deres internetvaner. Effekten af den opfordring kan måles, når hospitalet til nytår måler internetforbruget igen.
Kilde: Ekstra Bladet
De ansattes ti mest populære hjemmesider
Facebook 1097 timer
Google 866
Dating.dk 338
Novafm.dk 283
Thevoice.dk 127
Gratisspil.dk 89
Ekstrabladet.dk 86
Pol.dk 70
Dba.dk 48
Dr.dk 46