"Jeg er i super form. Der har været mange store fightere i boksningens historie, men ingen har præsteret at vinde en VM-titel i en alder af 46," siger den aldrende amerikaner med tilnavnet 'Real Deal'.
På lørdag møder han den 213 cm høje verdensmester Nikolai Valuev.
Den 35-årige russer rager godt op over 187 cm høje Holyfield, men det skræmmer ikke amerikaneren.
"Valuev har måske nogle fordele. Men der er også nogle ting, der vil være til min fordel," siger Holyfield til AFP uden at uddybe.
"Jeg vil vise på lørdag, hvad jeg mener," siger han.
Den 46-årige amerikaner har allerede sikret sig en plads i boksehistorien med sine fire verdensmesterskaber i sværvægt.
Det sidste VM-bælte tabte han i 2000.
Hans seneste optræden i ringen var i nederlaget til en anden russer, Sultan Ibragimov, i Moskva sidste år.
Nikolai Valuev genvandt WBA-titlen, da han slog amerikaneren John Ruiz i Berlin sidste år.