Et
kreativt te-firma er blevet irettesat af Hofmarskallatet for at have
misbrugt kronprinsesse Marys navn i forbindelse med markedsføringen af en teblanding. Det skriver B.T. fredag.
Der er tale om en simpel teblanding med blandt andet lakridsrod og solsikkeblomster og i specialbutikker landet over og på visse apoteker bliver den solgt under navnet Prinsesse Mary s Te .
Men den går ikke, mener hoffet. Prinsesse Mary har nemlig aldrig givet firmaet bag teen tilladelse til at bruge navnet, og kort før
jul ringede Hofmarskallatet derfor til firmaet Te Specialisten i Greve og bad
dem stoppe den ureglementerede anvendelse af kronprinsesse Marys navn.
- Det
er ikke ofte, vi har den slags sager, men af og til er der enkelte, der
formentlig af venlighed og måske også en tro på, at det kan hjælpe dem
i egen markedsføring, kommer til at anvende kongelige navne til
forskellige produkter. Men det kan man jo ikke, fastslår kontorchef i
hoffets kabinetssekretariat, Bjarne Grønfeld, i B.T.
Te-firma undskylder
Te-firmaets daglige leder, H.C. Jepsen undskylder::
- Vi
var simpelt hen ikke klar over, at man ikke måtte bruge prinsessens
navn på den måde. Det var Hofmarskallatet så venlig at gøre os
opmærksom på, og det retter vi os naturligvis efter lige med det samme.
Vi har dog fået lov til at lade de varer, der allerede er ude i
butikkerne, stå. Fremover kommer teen blot til at hedde Marys te ,
tilføjer H.C. Jepsen.
Isabellas Te
Også den lille prinsesse Isabella nåede
firmaet at opkalde en teblanding efter, inden hoffet havde fået nok.
Fremover hedder denne te blot Isabellas Te.