Lille Sofus og Sonja skal klare overgangen mellem børnehave og nulte klasse bedre.
Derfor vil regeringen med et nyt forslag ensrette indsatsen i landets børnehaver og sørge for, at flere børn bliver skoleklar, inden de starter i skole.
Det skriver Jyllands Posten.
Børnehaverne skal leve op til bestemte kvalitetskrav.
"I dag formulerer daginstitutionerne selv deres pædagogiske læreplaner, og de er derfor meget forskellige. For at sikre en god skolestart, skal alle børnene fremover have fælles og landsdækkende mål," sige socialminister Benedikte Kjær (K) om udspillet.
Hun står sammen med undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) bag forslaget.
"Det er etape to i lærerplanerne. Barrieren fra børnehaven til nulte klasse kan være massiv. Ensartede krav skal sikre en bedre skolestart," siger han til Jyllands Posten.
Men allerede i sin tidlige barndom, møder forslaget skarp kritik fra både kommuner og skoleledere, pædagoger og Socialdemokraterne.
"Det er et fuldstændig absurd forslag netop nu, hvor kommunerne har sparet massivt på dagsinstitutionerne. Normeringen er så dårlig at én voksen skal tage sig af 20 til 30 børn, og så er det fuldstændig håbløst at afse tid til at forberede børnene på skolen," siger socialordfører Mette Frederiksen (S).
Hun er dog generelt positiv over for ideen om bindende mål for børnene.
Forslaget indebærer, at skolerne skal kunne stille krav til de børnehaver, som sender børn i skole, der ikke er klar.
Kilde: Jyllands-Posten