Den nye overenskomst mellem HK Handel og Dansk Erhverv vil få flere butiksansatte til at melde sig i fagforening.
Det forventer HK/Handels formand, Jørgen Hoppe.
Den 1. oktober, når lukkeloven forsvinder, får en fuldtidsansat i f.eks. et byggemarked eller en blomsterbutik to en halv uges ekstra frihed om året som kompensation for at arbejde på helligdage. Det er resultatet af den nye aftale for 150.000 butiksansatte.
"Vi har nu et godt argument for at komme ud i f.eks. blomsterforeninger, hvor vi ikke har så mange organiseret, og sige: Hvis I får en overenskomst, så får i to en halv uges yderligere frihed. Jeg er helt sikker på, at vi med denne overenskomst kan skaffe flere medlemmer," siger Jørgen Hoppe til Newspaq.
Han er også glad for, at de butiksansatte lønmæssigt har fået mere end i industrioverenskomsten, fordi man har fået to gange 20 øre på anciennitet.
"Selvom det ikke er meget, så der er symbol i, at vi har fået mere. Desuden har vi fået fastholdt vores arbejdstidsregler, så den enkelte ikke kommer til at arbejde på alle de ubekvemme arbejdstider," siger Jørgen Hoppe.
Den særlige 50-procents regel på HK-området betyder dog, at hvis der er tre ansat i en butik, skal mindst to af dem melde sig i fagforening, for at HK/Handel kan gøre krav på overenskomst.
Det bliver dog ikke noget problem, forudser Jørgen Hoppe.
"Det har vi tidligere gjort bl.a. i virksomheden T. Hansen. Her tog vi rundt i en uge, og inden vi havde set os om, havde vi fået 21 overenskomster," siger Jørgen Hoppe.
Problemet for HK Handel er dog, at mange butiksansatte er fritidsjobbere og studerende.
"De er ganske vanskelige at få fat i. Men der er et stort potentiale i forhold til de voksne," mener han.
I modsætning til de andre tre sektorer i HK er medlemstallet i HK/Handel stigende.
"For første gang er vi i den situation, at vi har flere medlemmer i slutningen af 2011 end i starten af året, og jeg har en klar forventning om, at den positive udvikling vil fortsætte i 2012," siger Jørgen Hoppe.
Forliget mellem HK Handel og Dansk Erhverv, blev indgået torsdag aften og fastlægger arbejdsvilkårene for 150.000 butiksansatte.
Jørgen Hoppe er overbevidst om, at medlemmerne vil stemme ja.
"Det ville være tudetosset ikke at stemme ja," siger han.