"Hjælp os Danmark," "Red de civile" og "Vi vil have våbenhvile."
Slagordene gjalder ud over Christiansborg Slotsplads. Her er omkring 100 danske tamilere samlet i et forsøg på at råbe danskerne - og især de danske politikere - op.
"Jeg er opvokset i Danmark, og jeg føler mig meget som dansker, men min mor er midt i krigen. Jeg er min mors dreng, og jeg bliver nødt til at gøre noget," siger en talsmand for demonstrationen til Nyhedsbureauet Newspaq og tilføjer, at 2000 civile blev dræbt bare i nat.
Talsmanden er døbt Rajkumar Sivapatham. Men her i landet går han under det gammelkendte danske navn Rasmus. Og han er overbevist om, at Danmark kan gøre en forskel.
"Vi tror på jer, fordi I har hjulpet os før. Det kan godt være, at Danmark er et lille land, men vi mener, at Danmark har meget magt. Anders Fogh har en toppost i Nato, og I er vellidte i EU," lyder det fra Sivapatham.
Han roser Danmark for at have gjort en forskel i Bosnien, Kosovo, Afghanistan og Irak. Og nu beder han den danske udenrigsminister om at lægge pres på den srilankanske regering.
"Nu er tiden kommet til tamilerne. Please, hjælp os! red de civile - børn, kvinder og ældre især," lyder hans bøn.
Ligesom talmandens danske kælenavn, er der tydelige tegn på, at folkene i demonstrationen er danske tamilere og ikke udlændinge. Alle slagord, alle slogans og alle brochurer bliver leveret på dansk.
Rajkumar Sivapatham fortæller om det singalesiske flertals overgreb på tamilerne, der er i mindretal i Sri Lanka. Tamilerne bliver tvangsflyttet fra frugtbar jord, og de bliver nægtet helt basale borgerrettigheder i landet.
For ham er de Tamilske Tigre på ingen måde terrorister.
"Flammen og Citronen var frihedskæmpere for danskerne, men terrorister for Hitler. De Tamilske Tigre er vores frihedskæmpere," siger 'Rasmus'.
Når demonstranterne ikke råber slagord, har de alle bundet et sort bånd for munden. Det skal symbolisere, at alle ved, hvad der foregår, men ingen siger noget, fortæller talsmanden.
Tamilerne er oprindeligt indere, men de blev importeret som arbejdskraft under det britiske kolonistyre i det 19. og 20. århundrede.